Jernbane kommer på tværs af tømrermesters ejendom – nu bygger han i Taarupparken
I omkring 15 år har ingen haft lyst til at bygge i erhvervsområdet Taarupparken i Aarup. Men nu sker der noget.
Den kommende nye jernbane over Fyn kommer bogstaveligt talt på tværs af tømrermester Tim Gørtz’s ejendom i Gribsvad, hvorf han både driver sin virksomhed og har sin privatbolig. Ejendommen skal eksproprieres, fordi den ligger i vejen for jernbaneføringen nord for motorvejen, og i løber af et årstid skal han finde noget andet.
Det er en væsentlig grund til, at han er medinvestor i det byggeri, som mange vil have bemærket er i gang i Taarupparken, erhvervsområdet i Aarups udkant, som ingen har haft lyst til at investere i, siden det blev lokalplanlagt tilbage i 2004.
Sammen med Morten Rasmussen fra Scankab Cables, der hører hjemme på Malervænget, har han købt en grund på 10.000 kvadratmeter, hvor de vil opføre fire såkaldt kolde haller til lettere erhverv. Alle fire er lejet ud, oplyser Tim Gørtz.
– Jeg kan ikke helt sige, hvem det er, der flytter ind, men de vil komme løbende. Den ene, som det er ret presserende for, flytter ind i løbet af foråret eller sommeren. Der er mest tale om lokale virksomheder, en enkelt er fra postnummer Vissenbjerg, fortæller han.
Det var på grundlag af forespørgsler, at han og Morten Rasmussen besluttede at investere i hallerne og dannede anpartsselskabet Depot-It ApS.
Grunden er som nævnt på 10.000 kvadratmeter, og hver hal bliver på omkring 1000 kvadratmeter, de bygges som koldhaller, men vil være forberedt til at kunne efterisoleres.
Erhvervsområdet ved Taarupparken strækker sig over i alt 108.600 kvadratmeter, så der er god plads til naboer til de kommende haller.
Hos Erhvervskontakten i Assens Kommune oplyser man, at der generelt er mere interesse for erhvervsjord i Assens Kommune end nogensinde. Et bud på en årsag derfra lyder på, at Odense Kommune har solgt det meste af sin erhvervsjord, og det derfor er begrænset, hvad den kan byde på.