Innocent Blood fejrer 30 år med eksklusiv koncert i Aarup

Aarup

12. september 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Det bliver både nostalgisk og aktuelt, når det danske rockband Innocent Blood indtager Kulturhuset Industrien lørdag den 13. september. Koncerten er en del af bandets eksklusive jubilæumsturné og markerer 30 år siden debutalbummet og 26 år siden gennembruddet med soundtracket til Kærlighed ved første hik. Det skriver Musik På Industrien i en pressemeddelelse.

Bandet lover en helt særlig aften, hvor publikum kan glæde sig til sange fra det ikoniske soundtrack – heriblandt Den første gang, Efterladt, Min helt alene og andre favoritter. Derudover byder koncerten på udvalgte numre fra bandets bagkatalog, der strækker sig helt tilbage til 1993, hvor den nuværende besætning blev samlet.

Innocent Blood har i årevis været kendt for deres energiske liveoptrædener og deres evne til at ramme både gamle og nye fans. Og mens koncerten fejrer fortiden, har bandet også blikket rettet mod fremtiden: De er netop nu i studiet, og første single fra deres kommende udgivelse udkommer i slutningen af oktober. De nye sange, produceret af bl.a. Esben Svane og Kalaset, viser en friskere lyd – men stadig med det umiskendelige Innocent Blood-DNA.

– Vi ser virkelig frem til at fejre denne milepæl med vores fantastiske fans, siger forsanger Ditlev Ulriksen. 

– Det har været en utrolig rejse, og vi er taknemmelige for al den støtte, vi har modtaget gennem årene. Med denne turné vil vi fejre tiden før, under og efter Kærlighed ved første hik – sammen med alle, der har lyst.

Koncerten markerer samtidig starten på efterårssæsonen hos Musik På Industrien i Aarup, og foreningens formand Henry Petersen glæder sig over at åbne med et stærkt navn: 

– Det er lidt af et scoop at starte sæsonen med Innocent Blood. Det bliver en aften med både musikalske minder og ny energi.

Koncerten finder sted lørdag den 13. september kl. 20 i Kulturhuset Industrien, Bredgade, Aarup. Billetter og yderligere info, kan som altid, findes på mpia.dk.

Del denne historie på: