Indsamling til fordel for Ukraine går i gang i januar

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

En varm frakke, støvler, tæpper, tandpasta, termokrus og tørkost. Der er masser af hverdagens fornødenheder, som ikke er en selvfølge blandt Ukraines befolkning i øjeblikket. Derfor igangsatte Pernille Illum fra Grønnemose tidligere på måneden en borger-til-borger indsamling i lokalområdet – og den er nu kommet til Aarup og foregår 2.-15. januar.

– Ukrainerne går en hård vinter i møde, og de har brug for al den nødhjælp fra danskerne, som vi kan mønstre. Det er alt fra varmt tøj til især børn og kvinder, soveposer, dyner og puder, tidsfordriv som spillekort, terninger og malebøger til hygiejneprodukter som tandbørster, sæbe og plaster samt fødevarer, de står og mangler, siger Pernille Illum. 

Hun er aktiv i Aarup Rotary Klub og har mobiliseret kræfterne i klubben. 

– Efter stor succes med vores projekt i Grønnemose (omtalt i Folkebladet nr. 51) er jeg sammen med en mine klubkammerater i Aarup Rotary Klub i stand til at skalere projektet i Aarup. Her er der ti gange så mange indbyggere som i Grønnemose – og derfor et endnu større grundlag for at indsamle en masse af alt det, ukrainerne har brug for til den kolde vinter, forklarer Pernille. 

– Vi organiserer, pakker og sender, så det er nemt for alle, der vil hjælpe, blot at aflevere alt fra tøj og soveposer til pasta, kaffe og vitaminpiller på en adresse i Aarup.

Indsamlingen i Aarup foregår fra den 2. til den 15. januar 2023, hvor du kan indlevere nødhjælp i poser, sække eller kasser på Møllegårdsvej 43, 5560 Aarup, hver dag i tidsrummet fra kl. 14-17 eller efter aftale på telefonnummer 40 31 65 08.

– På vegne af byens borgere står vi for alt det praktiske med at sortere, pakke og afsende nødhjælpen, så det er nemt for den enkelte at hjælpe de nødlidende i Ukraine, mener Pernille Illum. 

Kasserne, som nødhjælpen pakkes i, er sponsoreret af Smurfit Kappa i Ejby – 220 store kasse og 60 små. Postnord sponsorerer fragten af nødhjælpspakker, og det ukrainske postvæsen distribuerer nødhjælpen.

SÅDAN GØR DU! 

Aflevér din nødhjælp i poser, sække eller kasser 

– på Møllegårdsvej 43, 5560 Aarup, fra d. 2.-15. januar kl. 14-17. Tøj, tæpper, puder osv. afleveres rent. 

Fødevarer og andre produkter skal være i uåbnet 

emballage. Vi modtager ikke fødevarer i glasemballage.

Hjælp Ukraine i vinterkulden – de efterspørger bl.a.: 

• Konserves med kort tilberedningstid

• Anden tørkost (pasta, nudler) med kort tilberedningstid

• Te, kaffe og kakao

• Energibarer, småkager og chokolade

• Huer, vanter og varmt overtøj

• Termoundertøj

• Regntøj

• Dametøj – især sko, trøjer og bukser (varmt)

• Børnetøj – især fodtøj (varmt)

• Soveposer

• Puder og tæpper

• Termokrus

• Affaldssække

• Tandpasta og tandbørster

• Sæbe og vådservietter

• Hygiejnebind og tamponer

• Bandager og kompresser (ubrudt emballage)

Del denne historie på: