Hyldest til Julie Breiner fra barndomsklubben AB
Alderen siger U16, talentet U 18 for Aaruppigen, som i år fik debut på U16 landsholdet
Langt de fleste fodboldlandsholdspillere spillede deres første fodboldkampe i den lokale klub, for siden at fortsætte karrieren i en større klub, når talent og ambition rakte til det.
Det gælder f.eks. stjerneangriberen Pernille Harder, der for længst har etableret sig som en af Europas bedste fodboldspillere og i dag spiller i storklubben Chelsea – og på landsholdet.
Hun begyndte at spille fodbold i Tulstrup-Faurholt IK, for siden at fortsætte i FC Ikast, inden hun som senior skiftede til Viborg.
Og det gælder Andreas Christensen, i dag forsvarsklippe i Barcelona – og etableret landsholdsspiller.
Han spillede som barn i IF Skjold Birkerød, inden han flyttede til Vestegnen.
Debut på U16 landsholdet
Videre gælder det for Julie Breiner, der, nu da hun boede i Aarup, begyndte at sparke til læderkuglen i Aarup Boldklub, AB, som hun gjorde indtil 2018, for efter en afstikker til Glamsbjerg, at rykke til sin nuværende klub Odense Q, hvor hun aldersmæssigt nu er U16-spiller, men talentmæssigt U18, så det er der hun spiller. Ja, og så på U16 landsholdet, hvor hun fik sin debut i år.
Spillertrøje til minde
Lørdag var Julie et smut forbi sin gamle klub for at blive hyldet i forbindelse med juleafslutningen i Aarup Fritidscenter, hvor børnene spillede indefodbold – kaldet ”lort og lagkage”, inden der vankede æbleskiver.
Julie fik en AB spillertrøje, som et minde om hendes opvækst i klubben. Trøjen fik hun overrakt af Sune Hasseltoft på vegne af sponsoren Middelfart Sparekasse.
Ungdomsformanden Steffen Eriksen fik Julie til at sætte sin autograf på en landsholdstrøje, der vil få plads i klubbens Hall of Fame, for på pædagogisk vis at fortælle de yngste fodboldspillere, at en flot fodboldkarriere sagtens kan begynde i Aarup.
Som den gjorde for Julie.
Fra venstre-kant til forsvarsspiller
Ungdomstræner gennem 11 år, Mogens Nygaard, som i en periode også havde trænet Julie, mindedes, hvordan Julies talent havde kompenseret for manglende højde i forhold til modspillerne, og så huskede han Julies venstreben.
– Ja, jeg troede du ville have blevet en fremragende venstre-kant, men har erfaret at du nu er blevet forsvarsspiller, fortalte Mogens, som også rettede sin tale til de unge fodboldspillere, for at fortælle dem, hvad talent og ambitioner kan føre til. Hvis spillerne i øvrigt også er både flittig og målrettet.
– Julie træner fem gange om ugen, fortalte Mogens.
Når Pernille Harder og Andreas Christensen blev nævnt i indledningen, er det ikke tilfældigt, men skyldes, at det er to spillere, som Julie følger, for Pernille kan noget med en bold, som kun få andre.
– Andreas Christensen er jeg begyndt at følge, efter at jeg blev forsvarsspiller, fortæller Julie.
Julie går i 9. klasse på Aarupskolen og bor fortsat hjemme lidt endnu.
– Efter sommerferien skal jeg på idrætsefterskole, siger Julie, hvor hun får mulighed for at fortsætte med fodbold på højt niveau, nu hvor man er landsholdsspiller og har ambitioner om at blive ved med at være det.