Hvem vil ikke gerne leve og være til stede i nuet?

Aarup/Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Thomas Gaard Kristensen er vendt hjem til Vestfyn efter 10 år i hovedstaden og er parat til at hjælpe os af med stress, angst, depression, eller bare med hvile i os selv og leve mere i nuet.

– For otte år siden gik det op for mig, at hvis vi bare blev ved med at jage mod nye mål, så ville vi pludselig være 80 uden at have levet det ene liv, vi har.

Sådan siger i dag 37-årige Thomas Gaard Kristensen, der er opvokset i Aarup og Gelsted, uddannet fysioterapeut, har boet andre steder de seneste 10 år i København, men nu for to år siden er vendt tilbage til Aarup med sin familie.

Han gjorde noget ved sin egen situation. Lærte meditation og mindfulness og tog en uddannelse som MBSR-instruktør på Aarhus Universitet. MBSR står for mindfulness-baseret stressreduktion.

Den vil han nu bruge i det vestfynske. Han har indgået et samarbejde med Tommerup Fysioterapi og Osteopati og er parat til at udbyde kursusforløb.

Mental sundhed til vestfynboerne

– Jeg vil gerne hjælpe med at sikre en større grad af mental sundhed her på Vestfyn, så vidt jeg kan se, er der ikke andre her, der tilbyder det samme, siger Thomas Gaard Kristensen.

Og hvem er det så, der kan have glæde af et forløb? 

Det kan mennesker med let til moderat stress, let til moderat depression, angst, add og adhd, men man behøver ikke nødvendigvis have den slags udfordringer, alle, der har brug for mere ro og fokus, kan have gavn af det. Forløbet kan også forebygge stress.

Vigtigst er, at man har tiden og viljen til at investere noget af den i det. For det er ikke gjort med at deltage i kurset en gang om ugen. Man skal også arbejde med meditation og mindfulness hjemme og ude blandt andre.

– Mindfulness er en måde at være i verden på, mens du i meditation vender dig indad. I meditationen giver du slip på tankerne og retter opmærksomheden ned i kroppen og mærker efter, hvad kroppen fortæller dig.

– – Mindfulness er også at tage det med ud i livet og være fuldt til stede i det, man gør her og nu og ikke så meget i fortiden og fremtiden, forklarer Thomas Gaard Kristensen.

– Meditation er ikke let, det er ikke noget, vi er vant til i vores kultur. Men det er en færdigheds-ting. Alle kan lære at spille badminton, og alle kan lære at meditere, siger han, der selv har mediteret i syv år og undervist i det i tre og et halvt.

– Jeg er ansat som fysioterapeut i en landsdækkende virksomhed. En af vores psykologer holdt todages kurser, og derfra begyndte jeg selv at meditere. Jeg nørdede det lidt på nettet og begyndte at tage det med i min fysioterapeutiske praksis og fik så lov at komme på uddannelsen. Nu arbejder jeg kun med det, fortæller han.

Masser af træning

Thomas Gaard Kristensen tilbyder såvel gruppeforløb, som finder sted i lokaler hos Tommerup Fysoterapi og Osteopati, og individuelle forløb, som gennemføres online.

– I gruppen skal man også dele det, man oplever med gruppen eller to og to, og det er ikke sikkert, alle vil synes om det, bemærker han.

Et forløb tager otte uger, hvor man mødes en gang ugentlig i to-tre timer. Her får man instruktion og gennemfører øvelser, der omfatter både let yoga, meditation og mindfulness, en enkelt gang er der afsat en hel halv dag i en weekend, hvor noget af tiden tilbringes udendørs. 

Dertil skal man lægge 20-50 minutters hjemmetræning i mindfulness og meditation. For det kræver meget træning.

Et forløb koster 4500 kroner for cirka 28 timers undervisning og træning.

Inden forløbene starter vil der være mulighed for et gratis online informationsmøde.

Individuelle forløb kan starte nu, mens Thomas Gaard Kristensen ikke forventer, at gruppeforløbene kan starte før efter sommerferien.

Del denne historie på: