Holmely huskede huskedagen og samlede ind til Alzheimerforeningen

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Plejecenter Holmelys bød på huskekager fredag eftermiddag og bød indenfor i det festklædte cafeteria, hvor der vankede kaffe og kage, kaldet huskekage. 

Anledningen var Alzheimerforeningens landsindsamling, kaldet huskedagen, hvor der var aktiviteter landet over. 

Holmely Plejecenter deltog også i indsamlingen og fik samlet 1.415 kroner ind til Alzheimerforeningen. 

En million mennesker i Danmark har enten selv eller kender et andet menneske med demenssygdom.

Det tal er stigende, og der er store skyggetal, skriver Alzheimerforeningen på sin hjemmeside. 

Det skyldes bl.a. lange ventetider på udredning; at mange fejlagtigt stadig tror, at demenssymptomer er naturlige følger af alderdom, og at symptomerne i de tidligere faser ofte er uspecifikke og kan ligne kendetegn på andre tilstande.

Samtidig er det desværre stadig ikke muligt at blive helbredt for demenssygdom. 

Men med den rette tidlige og personcentrerede indsats og behandling samt støtte, kan der gøres en stor forskel for livet med demens.

De indsamlede midler går til demensforskning, forebyggelsesindsatser, aktiviteter målrettet demensramte og pårørende i hele landet samt støtte og rådgivning.

Del denne historie på: