Hofstra & Wagner vækster
940 stole fylder ikke meget, når de er stablet, og slet ikke i forhold til lagerbygningens kapacitet på 1000 kvadratmeter. Stolene har fået plads bagerst i det ene hjørne i den ene af fire nye lagerhaller i Taarupparken.
– Vi har lige fået dem hjem, fortæller Mathias Wagner, der sammen med klassekammeraten Oliver Hofstra Rasmussen etablerede sig som Hofstra & Wagner tilbage i 2015 imens de gik i 10. klasse.
Dengang handlede det om at lave kabeltromler om til møbler. I dag er Hofstra & Wagner en e-handelsvirksomed, som tilbyder et stort udvalg af møbler, havemøbler og boligtilbehør.
De første år holdt firmaet til hos Scankab Cables på Malervænget, for så sidste år at rykke ind i Meetpoint Aarup, Østergade 34, hvor firmaet fik kontor, showroom og en 200 kvadratmeter stor lagerhal.
Hofstra & Wagner vil fortsat have kontor og showroom i Meetpoint Aarup.
Foruden Mathias og Oliver har firmaet yderligere tre medarbejdere.