– Ho ho ho ho – så´ der julemand og juletræ i Bredgade
Nu kan det ikke længere skjules – julen står for døren. Ikke mindst i Aarup, hvor det går løs sådan for alvor fredag 26. november, hvor Bredgade bliver til gågade klokken 17-21, sådan at selveste julemanden kan lande sikkert med sin kane, der som altid bliver trukket af otte rensdyr. Han forventes at ankomme omtrent klokken 18 samtidig med, at spejderne går fakkeloptog fra Sanggaards Plads til pladsen foran Nybolig, hvor juletræet har haft sin plads de seneste 300 år eller deromkring.
Juletræet bliver tændt ca. klokken 18.25.
En halv time senere indtager Mek Pek scenen opstillet på p-pladsen bag Meny. Når han er færdig med at åh-abe sig, er tiden kommet til, at julemanden igen overtager showet.
Denne gang for at uddele godteposer.
For at gøre alt så corona-sikkert som muligt kan børnene og deres voksne afspritte hænder i forbindelse med uddelingen.
– Hele aftenen igennem vil julemusikken sprede sig fra opsatte højttalere i Bredgade, sådan at vi alle kan komme i den rette julestemning, siger handelsstandsformand Henrik Wichmann, inden han tager endnu et glas gløgg og tre klejner.
Til sidst en bøn fra julemanden.
– Jeg har erfaret, at nogle børn tror, jeg går rundt med et falsk skæg og derfor rykker i det. Det er sådan set forståeligt, at de kære små ønsker at få stillet deres nysgerrighed, men jeg må på det skarpeste bede om, at børnene lader være, for er der noget, der gør nas, så er det at blive rykket i skægges. Sidste år kostede det her skæg-rykken mig tre sygedage, og så er det surt at være julemand, siger julemanden.