Hit på hit på hit

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Duoen ”Spolebåndet” står for musikken til Open By Night

Nye og gamle klassikere, som Kim Larsen, Ed Sheeran eller C.V. Jørgensen i sin tid gjorde til landeplager, er på repertoiret hos duoen ”Spolebåndet”, som står for den musikalske underholdning ved Open By Night fredag 3. juni. 

Jonas Lundborg, sang og Simon Madsen, guitar er først for nylig begyndt at optræde som duo, men har været musikalske legekammerater i adskillige år. 

– Vi har spillet sammen i festbands og til musicals i Middelfart Ungdomsskole, siger Simon Madsen, 24, der stammer fra Gelsted, men i dag bor i Esbjerg, hvor han studerer på musikkonservatoriet. Jonas, 20, bor i Strib. 

Simon glæder sig over, at musikstederne har fået øje og øre for Spolebåndet, så det er begyndt at ticke ind med jobs. 

– Det er lige, hvad vi trænger til efter pausen, siger Simon. 

Brandfolk klipper bil i stykker ved Open By Night

Brandfolkene vil også slå et slag for nye deltidsbrandmænd 

Et godt råd til ham og hende, der kører rundt i en bil moden til at blive skrottet: Lad være med at parkere den i Bredgade i Aarup fredag aften 3. juni. I risikerer nemlig at det lokale brandvæsen klipper den i stykker. 

Brandstationen i Aarup deltager nemlig i Open By Night-arrangementet i Aarup fredag 3. juni fra klokken 17. 

Brandstationen møder op med to brandbiler og et antal deltidsbrandfolk, og det er der en – på ingen måde skummel – bagtanke ved. 

– Vi ønsker at slå et slag for at flere mænd og kvinder vil melde sig som deltidsbrandfolk, som vi mangler flere af i øjeblikket, fortæller Poul Kartman, der har været med til at slukke brand med mere i 30 år.

Et job han fik mulighed for at varetage, da han stoppede som officer i Fredericia for at blive købmand på fuld tid sammen med sin ægtefælle, Mette Krag.  

Stationen i Aarup som med sine fire køretøjer er en relativ stor brandstation sammenlignet med stationerne i nærområdet, rykker ud ca. 150 gange om året. I den ene ende af spektret er udrykninger til blinde alarmer, i den anden ende af spektret alvorlige hændelser som gårdbrande, oprydning efter mennesker, der har begået selvmord ved at stille sig ud foran et tog, og frigørelse af personer, som er blevet klemt fast i deres biler i forbindelse med færdselsuheld. Brandfolkene har også vigtige om end udramatiske miljøopgaver i forbindelse med fx olieudslip. 

Flere opgaver kommet til

– Der er kommet flere nye opgaver til, siden jeg begyndte som deltidsbrandmand. Dengang skulle vi kun sprøjte vand ud på brændende huse, men sådan er det ikke længere, og det gør det mere spændende og interessant at være brandmand, siger Poul Kartman. 

Når brandfolkene skal tage sig af flere og forskellige opgaver kræver det også en bredere uddannelse, som da også er led i uddannelsen af deltidsbrandfolk. 

– Vi stiller op til Open By Night for at fortælle om jobbet som deltidsbrandmand, siger Poul Kartman. 

Som et både illustrativt og måske også underholdende indslag vil brandfolkene i løbet af aftenen klippe en bil i stykker. 

– Vi har netop fået en ny batteridrevet klipper, som vi vil demonstrere brugen af, siger Poul kartman. 

Del denne historie på: