Historien om Koppel-familiens relation til Aarup, som blev grøn i 1984
Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv har netop udsendt sit årsskrift for 2024.
Som de foregående år en pose blandede bolsjer fra Aarup og opland.
Jørgen Koch Sørensen var i efteråret 2023 til koncert med Patrick Dorgan og Benjamin Koppel.
Sidstnævnte fortalte publikum, at hans farmor og farfar havde mødt hinanden ved en koncert i samme hus, nærmere bestemt i Industri- og Håndværkerforeningens store sal, hvor biblioteket i dag holder til.
Det fik så Jørgen Koch med flere arkivfolk til at faktatjekke Benjamin Koppels rødder i Aarup.
Og de er der. Farfaren Herman D. Koppel og broren Julius Koppel giftede sig med Else Marie Clausen Bruun og Edel Vibeke Clausen Bruun.
De to piger var døtre af skræddermester Jørgen Clausen Bruun og Johanne Katrine Marie, som havde skrædderforretning i Bredgade 53.
Alle fire var musikere fra den øverste hylde, udlært på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Edel Vibeke var cellist, mens Else Marie var violinist, som Julius. Herman var pianist.
Else Marie og Julius dannede i øvrigt Koppel Kvartetten, som i en årrække spillede kammermusik.
Hans Walmar skriver om Aarup Brugsforenings tidlige år – ja, den er god nok.
Jørgen Koch Sørensen ser tilbage på 1984, hvor Plant et træ-kampagnen nåede til Aarup.
Læserne kan også få Lydia Pedersens erindringer fra Aarup, hun levede fra 1897 til 1980. Faren var vogn- og beslagsmed, så jo, så er vi tilbage til Landbrugsdanmark.
Hans Walmar ser tilbage til 5560-sognene i 1873 og bidrager ligeledes med en introduktion til værket ”5560-fortællinger fra land og by”, som Hans Walmar har skrevet.
Alle medlemmer af Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv får årsskriftet som led i deres medlemskab. Alle andre kan købe årsskiftet i arkivets åbningstid, torsdag klokken 14-16.