Hæveautomat skifter ejer, men alt er ved det gamle

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Folk, der af og til benytter hæveautomaten i Bredgade, når de skal bruge kontanter, vil bemærke, at den har fået nyt navn. Hæveautomaten, der har været ejet af Danske Bank, er overtaget af Nokas og skifter nu også navn. Alt er dog ved det gamle, forsikrer Nokas, man kan bare hæve sine kontanter. Prisen for at hæve danske kroner vil også med den nye ejer være den samme.

– Vi er superglade for, at vi får vores egne pengeautomater, og at vi på den måde kan være med til at sørge for, at borgerne fortsat har adgang til kontanter. Vi arbejder målrettet på at fremtidssikre kontanterne, fordi det er et supplement til digital betaling og også inkluderer de borgere, der har vanskeligt ved at benytte de digitale løsninger, siger Morten Kierkegaard, direktør for Nokas, i en pressemeddelelse.

Nokas, der har serviceret Danske Banks pengeautomater, driver også det landsdækkende koncept Kontanten-automaterne, 300 i alt. Virksomheden er en førende leverandør af produkter og tjenester inden for kontanthåndtering og værditransport og servicerer desuden en lang række andre pengeinstitutter, døgnbokse og pengeautomater. 

Del denne historie på: