Gys, gris og giftmord

Aarup

1. september 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Henning Frandsen giver den gas på Hotel Aarup Kro torsdag 18. september

Tilbage i 17-1800-tallet var giftmord eller i hvert fald forsøg derpå ganske almindelige i Danmark. 

Giftmord er der ikke længere så mange af i herhjemme, men i Rusland risikerer modstandere af regimet at blive forgiftet, hvis de ikke er så uheldige at falde ud af et 5. salsvindue. 

De farlige svovlstikker

Tilbage til Danmark i 17-1800-tallet. 

Hvis grøden, som den gamle husmand, netop havde fået stillet foran sig af sin unge kone, havde en bismag, gjorde han formodentlig klogt i at spytte maden ud. 

Ca. 1835 kom de første tændstikker, eller svovlstikker, som man kaldte dem, i handlen. 

De var store, og hovederne, der var røde, bestod af fosfor, klorsurt natron og mønje. 

Svovlstikkerne var på mange måder djævelens værk. Man skulle næsten kun røre ved dem, før end de antændtes og fosforet var giftigt. 

Så der skete mange uheld, som ikke mindst gik ud over børn. 

Det skrev aviserne så advarende artikler om. 

Men andre så store muligheder i svovlstikkerne, nemlig chancen for at slippe af med sin mand, kone eller børn. 

Det lykkedes også i – i hvert fald et enkelt tilfælde – mens det blev ved forsøgene i de fleste tilfælde. Bismagen var simpelthen så markant, at folk nåede at spytte maden eller drikken ud, inden svovlstikhovederne gjorde skade. 

Led og ked af konen

I 1860 forsøgte arbejdsmand Søren Christian Christensen fra Odense at slippe af med sin kone ved at komme svovlstikhoveder i kirsebær, der var strøet på noget sagosuppe, som konen havde stillet til side til sig selv. 

Efter at have spist bare et bær blev konen syg, og hun opdagede også, at hun havde været udsat for et drabsforsøg. 

Hun anmeldte manden, som overfor politiet anførte, at han var led og ked af hende, fordi hun altid var syg. Så han havde håbet – og det indrømmede han – at han ved at forgifte hende, kunne fremskynde konens død. 

Manden blev idømt livsstraf – dvs. af med hovedet – som dog senere blev ændret til tugthus på livstid. 

I 1874 greb Rigsdagen ind. Ved lov af 14. februar 1874 blev det fra 1. januar 1875 forbudt at indføre eller forhandle andre tændstikker ”end sådanne, der er bestemt til at afstryges på særlige dertil indrettede Strygeflader”. Og dermed blev der sat en stopper for svovlstikkedrab- og drabsforsøg. 

Populære arsenik

Men ikke med giftmord. 

I flere tilfælde forsøgte unge hustruer til ældre affældige og ikke mindst drikfældige ægtemænd at komme arsenik i brændevinen, eller rent sprit, krudt, skedevand, som vi i dag kalder for salpetersyre, salmiakspiritus og andre midler. I flere tilfælde lykkedes forehavendet. 

Når især arsenik var populært hos folk, som ønskede at forkorte fx en ægtefælles liv, skyldes det flere forhold. 

Det flød med arsenik på landet, hvor bønderne brugte det til at vaske kreaturerne for utøj, og så indgik det i fluepapir og rottegift. 

I byerne var det også nemt at få fat på arsenik. Hvis blot en præst ville skrive under på, at man var et ordentligt menneske, kunne man få arsenik udleveret på apoteket. 

Giftmord i Nårup

3. august 1855 kom smedemester Martinus Adolf Eliasen Eckman fra Nårup gift i et glas portvin, som han gav sin kone Oline Marie. 

Sammen havde de fået 10 børn, men ægteskabet var ikke godt. 

I 1850 opholdt han sig arbejdsmæssigt i Slesvig og kom hjem ed en tysk pige, som han fik et barn sammenmed. 

Senere forelskede han sig i naboens unge datter Kirstine.

Konen ville selvfølgelig ikke finde sig i hans sidespring. 

Smeden og Kirstine planlagde så at stikke af til Amerika, men de nåede ikke længere end til Assens. Så blev de opdaget og måtte vende om. 

Der gik nogle år – forholdet var fortsat dårligt mellem Hr. og Fru Eckmann– og smedemesteren fik så sin bror til at købe noget rottekrudt, som han så så sit snit til at komme i et glas portvin, som de fik som ledsager til en kyllingesteg i en Odense-restaurant. 

Ligsynet fandt intet mistænkeligt ved konens død – og hun blev begravet. 

Smeden og kæreste boede nu sammen og fik hurtigt tre børn. Men rygterne gik om, at smedemesteren havde forgivet sin kone…

Den historie folder jeg ud på Hotel Aarup Kro torsdag 18. september om aftenen. 

I får også fortalt andre historier, hvor arsenik var den dødbringende ingrediens. 

Jeg vil dog ikke kun fortælle om giftmord. 

I skal også høre om bolighajen, der åd bevismaterialet, men alligevel røg i spjældet. Og i skal høre om Anders Sjællænder, der er gået over i historien, som den sidste, der fik kappet hovedet af ved en offentlig henrettelse i Danmark. 

Flæskesteg

Aftenen begynder med spisning, hvor klassisk dansk flæskesteg kommer på tallerkenerne sammen med rødkål, brune og hvide kartofler, surt og sauce (eller måske ligefrem sovs). 

Der er ankomst fra klokken 17 til 17.30. 

Derpå spisning, inden foredraget begynder ca. klokken 18.30. 

Billetprisen er sølle 250 kroner, som dækker mad og foredrag. 

I bestiller billet i krostuen, selvsagt i kroens åbningstid eller på tlf. 6443 1013.

/hef

Del denne historie på: