Galleriet udstiller pileflet og malerier i september

Aarup

30. august 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Galleriet, som holder til i Kulturhuset Industriens kælderetage, udstiller i september pileflet lavet af Anne Folehave. 

Som fletter er, fortæller Galleriet, Anne hovedsageligt optaget af håndværket, teknikken og formen. Hun vender bestandigt tilbage til det gedigne og brugbare.

Samtidig tiltrækkes hun af modsætninger og gribes af detaljen og processen i frembringelse af ting/objekter, uden specifik funktion, på tværs af materialer.

Inspirationen finder Anne i samværet med andre mennesker, i naturen, som hun lever og bor i og ikke mindst i forskellige materialers struktur.

Abstrakt natur

Jette Hvid har malet siden 1995, og har derefter taget kurser for at udvikle sine kunstfærdigheder.

Hun maler hjemme i sit eget atelier og nyder at høre musik fra sin gymnastiktid, som inspirerer til bevægelser i udtrykket.

Jette maler i det abstrakte udtryk med former og figurer, der ofte er kvinder eller abstrakt natur. Det er ofte i processen, at maleriet bliver til, hvor hun lader farverne og formerne inspirere undervejs.

Desuden fremstiller hun Collager og Gele Print på papir, hvor hun til sidst syer på symaskine med sort tråd, for at fremhæve nogle af figurerne.

Derudover maler Jette også på genbrugskrukker, som hun opkøber og gør i stand, inden de males med akrylfarver og til sidst får to lag skibslak, således at krukkerne bliver unikke.

Fernisering torsdag den 4. september kl. 17-18.

Galleriet har åbent under Aarup Medborgerdage fredag 5. september kl. 13-17 og lørdag 6. september kl. 11-16.

Desuden kan udstillingen ses i Aarup Biblioteks åbningstider. /hef

Del denne historie på: