Galleriet snupper en ekstra udstilling

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Normalt holder Galleriet i Kulturhuset Industrien pause med nye udstillinger i juli. Men i år er en undtagelse. Det skyldes, at månedens udstillere, Tenna Boye og Jens Ingvard Hansen, har måttet aflyses tre gange på grund af corona.

Der er fernisering på udstillingen tirsdag 5. juli klokken 17-18, hvor alle er velkomne.

Tenna Boye tegner og maler og er i en evig læringsproces. Hun har fået tegneundervisning på Fyens Tegne- og Maleskole i Odense, det der nu hedder Fyns Kunstskole. De seneste 12 år har hun tegnet hos Anne Krebs og i fem har har hun malet hos Palle Rico Hjort.

– Jeg er stadig nysgerrig på, hvor det fører mig hen, siger Tenna Boye, der altid har været kreativ. Hun er nysgerrig på mange forskellige måder at udtrykke sig og afprøver forskellige teknikker og materialer i sine billeder.

Jens Ingvard Hansen er billedhugger, så han arbejder i skulpturer, men ideerne opstår som regel, når han sidder med en blyant og et stykke papir.

Han har udstillet overalt i landet og også udenlands. Materialerne er oftest udført i bronze og granit, og det gennemgående tema er tanken om livet som en uendelig bevægelse. Det formmæssige udgangspunkt er ofte simple geometriske figurer, der via kontrasten mellem glatte og grove overflader og vridninger af skulpturen transformeres til nye former, eller flere dele, der sættes sammen til en ny helhed.

– Det har altid været vigtige for mig at betragte naturen, og jeg er altid på jagt efter motiver, som kan inspirere mig. Det er nok på mange måder summen af disse oplevelser, der kommer til udtryk i mine skulpturer, siger han. Tag selv et kig. Galleriet er åbent i bibliotekets åbningstid.

Del denne historie på: