Galleriet præsenterer malerier og skulpturer i august

Aarup

29. juli 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Fernisering torsdag 7. august klokken 17-18.

Kunstforeningen Galleriet, som holder til i kælderen under Kulturhuset Industrien, præsenter i august værker af Tove Husted og Lone Kjær.

Malerier

Maleren Tove Husted arbejder både naturalistisk og nonfigurativt

Galleriet skriver om kunstneren i en pressemeddelelse: 

Hendes værker er en proces og udvikling – de er ikke et mål i sig selv.

Hun finder inspiration i sine omgivelser, i hverdagen og på studierejser til udlandet.

I naturen, lyde, dufte og farver.

Et fascinerende lys en vintermorgen eller en særlig smuk farve på en blomst.

Spændende bymiljøer, en dør, en port eller en mur med afskallet maling.

Lys, skygge og mennesker.

Hun arbejder helst udendørs, hvor alle sanser kan komme i spil, og hvor der er plads til store armbevægelser.

Tove eksperimenterer med mange forskellige teknikker indenfor tegning og maleri.

Hun bliver inspireret og udfordret af at undersøge forskellige materialer og måder at arbejde på.

Hun arbejder med oliemaleri, akvarel eller ”vådt i vådt teknikker” med akryl og kul.

Abstrakte skulpturer

Lone Kjær fremstiller abstrakte skulpturer med et touch af noget figurativt.

Stilen er skæv og fantasifuld.

Tilgangen til leret er spontan.

Figurerne nærmest «vokser» du af leret og bliver til det smukkeste og mærkligste.

Ofte ender Lones skulpturer med at blive udtryksfulde væsner, som er en blanding af dyr, mennesker, træer og planter.

Der er fernisering torsdag 7. august klokken 17-18. Alle er velkomne. 

Udstillingen kan ses i Kulturhuset Industriens åbningstid igennem august. 

/hef

Del denne historie på: