Galleriet i Aarup i januar:

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Alice Vestergaard og Erik Breum Petersen udstiller 

Selv om julen er oppe over os, har de frivillige bag Galleriet også haft tid til at tænke på tiden efter helligdagene, nemlig udstillingen i Galleriet i januar, hvor man kan se værker af Alice Vestergaard og Erik Breum Petersen. 

Alle er i øvrigt velkomne til ferniseringen torsdag d. 4. januar kl. 17 til 18, hvor Galleriet byder på et lille glas og lidt mundgodt.

Alice Vestergaard

– Jeg nyder at bruge det håndværk jeg har lært og brugt, siden jeg var barn – at male, tegne og se. Der findes motiver overalt. Ofte er det familie og venner, der står for skud og danner baggrund for mine motiver, eller bare potteplanterne i stuen. Jeg arbejder altid med et foto som oplæg. Jeg elsker at fordybe mig i farverne og slagskyggerne der dannes når solen er skarp, siger Alice Vestergaard, som bor sammen med sin familie i nærheden af Smidstrup. 

– Jeg tegner og maler gerne bestillingsopgaver og har min gang i Kunstskabets værksted på Markant i Børkop og er del af malefællesskabet Trapholt Malerne.

Alice Vestergaard er uddannet illustrator fra Designskolen Kolding i 2003.

Erik Breum Petersen

– Jeg håber, at mine emner viser nogle sider af ler og glasurer, som man ikke er vant til at se. At det viser lerets mange muligheder og nærheden til naturen.

Jeg arbejder mest med stentøj og raku, og har en legende og eksperimenterende tilgang til leret.  De færdige produkter, uanset om det er en kop eller en kompliceret vase, er ikke kun praktiske brugsgenstande, men er også unikke kunstværker.

Jeg arbejder efter at mine ting skal udstråle ro, og at former og overflader passer sammen, fortæller Erik Breum Petersen, der fortiden arbejder meget med runde hule ringe (”donuts”, torus). 

– Det er spændende former som giver muligheder for mange forskellige udtryk.

Udstillingen kan ses i hele januar måned i bibliotekets åbningstid. 

Kunstforeningen Galleriet er en del af  Kulturhuset Industrien, Bredgade 73 – 75, Aarup. 

Del denne historie på: