Gå mod Polio
Aarup
15. oktober 2021
Søndag den 24. oktober 2021 kl. 13 Aarup-Erholm-Aarup
Aarup Rotary klub samler penge ind til kampen mod polio på den internationale polio dag 24. oktober. Derfor opfordrer klubben til at deltage i en march mod polio, der begynder på Sanggaards Plads i Aarup og fortsætter ad den nye cykelsti på Erholmvej til Erholm Fødevaremarked, hvor der er et pitstop og et krus kakao til deltagerne, inden turen går tilbage til Aarup ad samme rute.
Alle deltagerne får ved start udleveret et refleksarmbånd til så de bliver synlig i trafikken.
Prisen er 30 kroner pr. person, dog kun 50 kroner for et par og 100 kroner for en familie. Betaling med kontanter eller MobilePay 81957 ved startstedet.
– Kom i god tid, vi er klar til at registrere betalinger fra klokken 12.30, siger Aarup Rotary klubs præsident, Karsten Pedersen. Starten går klokken 13.
Deltagergebyret går ubeskåret til kampen mod polio.
Polio-epidemien
Da polio-epidemien hærgede Danmark i 1950’erne, var det en frygtet sygdom, der kostede mange børn førligheden eller livet.
På landsplan blev der i 1952-53 indberettet 7.278 tilfælde, hvoraf 3.134 havde lammelser og 348 døde som følge af polio.
Gennembruddet i behandlingen kom, da den unge læge Bjørn Ibsen på Blegdamshospitalet fandt på at åbne patientens luftrør og føre en slange ind og håndventilere med en ballon.
Dette bragte dødeligheden ned fra 90% til 10%. Sygeplejerskerne passede og plejede patienterne uden tanke for eget helbred. Dengang var det kaldet og pligten, der betød noget.
Medicinstuderende ventilerede sammen med sygeplejerskerne dag og nat, 1.500 studerende brugte 165.000 timer på at ventilere syge børn. Bjørn Ibsens opsigtsvækkende behandling af poliopatienter blev i bogen ” The Rise and Fall of Modern Medicin” betegnet som et af 10 afgørende gennembrud i moderne medicin.
I 1955 indførte Danmark som det andet land i verden vaccination mod polio, og udbrud af sygdommen faldt markant. Vaccination mod polio indgår fortsat i det danske børnevaccinationsprogram, og det sidste tilfælde af polio opstået i Danmark går tilbage til 1976.
Rotarys indsats mod polio
Allerede i 1979 gik Rotary ind i kampen mod polio, og i 1985 besluttede Rotary sig til at gøre det til en mission at komme sygdommen til livs under kampagne sloganet END POLIO NOW. I 1988 kom WHO med ind i kampen. Siden har Rotary bidraget til at udrydde 99% af alle poliotilfælde i verden og er tæt på målet, men har stadig brug for hjælp.
For hver krone Rotary samler ind, giver Melinda og Bill Gates Foundation 2 kroner, så et deltagergebyr på kr. 30,- bliver pludselig til 90 kroner i kampen mod polio.
På Erholm Fødevaremarked står polioudvalget fra Distrikt Syddanmark klar til at besvare spørgsmål fra klokken 14-15. Du kan også møde et par rotarianere fra Fyn, der på frivillig basis har vaccineret børn mod polio i Indien og Nigeria, og få en snak med dem om hvordan det foregår når man er langt væk fra den vestlige civilisation.
Yderligere oplysninger hos Lars Gregersen fra Aarup Rotary klub på telefon 52343464.