Fra Hærvejen i Jylland til Caminoen i Spanien

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Troels Becks rejseindtryk og tips til vandreture i seks land. Kulturhuset Industrien onsdag 5. oktober 2022

Troels Beck er guide på et rejseforedrag i Kulturhuset Industrien onsdag 5. oktober klokken 19. I ord og billeder vil han først fortælle om en vandring på Hærvejen fra Hirtshals via Viborg til Jelling og videre til Kruså.

Så går turen til Norge ad Pilgrimsleden fra Oslo over Dovrefjeld til Trondheim.

Han tager derpå et hop til den portugisiske caminorute fra Lissabon til Santiago de Compostella i Spanien, hvor pilgrimsbyen Fatima passeres, inden han når til portvinsdalen med byen Porto.

På programmet er også udfordrende vandreruter på Mallorca langs bjergkæden på vestsiden af øen, som gemmer på flotte landskaber.

Inden aftenen slutter med billeder og fortælling om Caminoen, den klassiske 

vandrerute på 700 km igennem Nordspanien fra den franske grænse til Santiago de Compostella i Galicien, kommer vi på et smut til Italien, nærmere bestemt Toscana med byen San Gimignano. 

Troels Beck bor i Skalbjerg og har tidligere været rejseleder i Gislev Rejser. 

Kulturhuset Industrien finder man på Bredgade 73-75 i Aarup. 

Foredraget arrangeres af Industriens Foredragsforening. 

Entré 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger- og Kulturforening. 

I pausen serveres kaffe og en småkage.

Del denne historie på: