Forklar din politik med en kage
Valgmøde på Kulturhuset Industrien 2. november
Nogle politikere deler balloner ud, andre strør om sig med roser og rundstykker, eller poser med pastiller og andet mundgodt, når de ønsker at få vælgere i tale.
Når Folkebladet, Aarup.dk og Aarup Lokalråd holder kommunalvalgmøde på Kulturhuset Industrien tirsdag 2. november klokken 19 til 21.30, skal de politiske partier have en kage med, som symboliserer partiets politik.
Når valgmødet begynder, skal en repræsentant for hvert parti fortælle, hvorfor tilhørerne skal sætte tænderne i netop dette partis kage. For kagerne kommer nemlig på kaffebordet i pausen.
Første halvdel af valgmødet skal i øvrigt handle om emner, som Folkebladet og Aarup.dks læsere synes er de vigtigste.
Det kunne være flere varme hænder til ældreplejen, klima, trafik og sikkerhed, uddannelse og byudvikling.
Hvilke temaer, der skal tages op, vil vi tage op ved senere lejlighed.
Efter kaffe-kagepausen skal politikerne svare på spørgsmål fra salen. Til sidst får tilhørerne mulighed for få sig en snak med kandidaterne ved valgbordene.