Flere end 50 til vandring i sagførerbyen

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Købmænd har der været mange af i Aarup – også samtidigt. Det samme kan siges om fx bagere, således var der to, da Folkebladets reporter slog sig ned i Aarup så sent som i 1997, og der gik faktisk en del år, inden Bager Kringle lukkede og slukkede og overlod bagerscenen til Bager Aadal, der holdt skansen indtil for få år siden. 

Men er der en erhvervsgruppe, som tidligt slog sig ned (eller op) i Aarup var det advokater, eller som det hed i gamle dage sagførere og prokuratorer. 

Dem har der været adskillige af fik de flere end 50 deltagere ved byvandringen onsdag 27. april at vide. 

Adskillige huse i Bredgade havde således givet rum til et advokatkontor. Når der i de tidligere år florerede med sagførere i Aarup, kan det et stykke ad vejen forklares med, at det var deltidsjob. Det fortalte Hans Walmar, som var guide på byvandringen. 

Og så var forholdene også ganske anderledes i de gode gamle dage, kunne forhenværende advokat Carl Christian Horn Andersen, (tredje generation med advokatforretning i Aarup) fortælle. 

– I gamle dage kaldte man det for sagføreri. Og når der f.eks. blev handlet hus, var der kun én sagfører involveret i handlen. Handlen blev sluttet om formiddagen, og så stod den på frokost på kroen, hvor sælgeren betalte for maden, mens sagføreren stod for øl og brændevin.

Del denne historie på: