Fjernvarmeudrulningen: Budgettet holder – tidsplanen skubbet med 2-3 måneder

Aarup, Høj- og Vestfyn

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

De første forbrugere i Aarup kan få fjernvarme i juni 2024

Assens Fjernvarme nåede en milepæl midt i marts, da de sidste rør i transmissionsledningen mellem Assens og Aarup blev lagt i jorden og svejset sammen.

Fjernvarmeselskabet kan se tilbage på et arbejde med store udfordringer, ikke mindst vejrliget, hvor store vandmængder var en hård nød at knække for entreprenøren. 

– Vores entreprenør M.J. Eriksson har hele efteråret og vinteren arbejdet med render, hvor vandet har skullet pumpes væk og med våd jord, som det har været svært at komme af med. Desuden har retableringen været besværliggjort, skriver Assens Fjernvarme på sin hjemmeside. 

Alt i alt betyder det, at udrulningen er blevet forsinket med ca. 2-3 måneder. 

Til gengæld glæder Assens Fjernvarme sig over at budgettet holder. 

– Vores økonomiopfølgning viser fortsat, at vi holder budgettet, og alt tyder på, at det vil fortsætte, sådan at områdetillægget på 29 kr. pr. kvadratmeter forventes at holde. 

Det er kun transmissionsledningen, som fjernvarmeforbrugerne i de nye områder skal betale særskilt for. 

– Når det gælder udgiften til gade- og stikledninger, indgår det i fjernvarmeværkets regnskab på samme måde, som hvis vi udvidede i Assens, fortæller fjernvarmedirektør Marc Roar Hintze. 

13 nye pumpestationer

Arbejdet langs transmissionsledningen er fortsat i gang, selv om transmissionsledningen er blevet renset og svejset sammen. Således skal sættes ventiler på de steder, hvor der skal ske en afgrening til de enkelte byer og Aarup. 

I Aarup skal der også opføres en pumpestation, som i flg Assens Fjernvarme vil blive placeret på et areal, umiddelbart efter at man fra rundkørslen ved Trekanten drejer ind på. 

– Vi opfører i alt 13 pumpestationer. Således en ved hver by, som skal pumpe vand ind til bynettene, fortæller fjernvarmedirektøren. 

Når dette arbejde er overstået, begynder Assens Fjernvarme at pumpe vand ind i den næsten 20 km lange transmissionsledning. 

– Der kan være ca. 2,5 millioner liter vand i selve transmissionsledning, og vi forventer, at det vil tage ca. to uger at fylde ledningen. Når vandopfyldningen er afsluttet, skal der ske en udluftning for at sikre, at der ikke er luft i ledningen. 

Til allersidste skal ledningen testet, og så skulle den være klar med at lukke fjernvarme ind i det første boligområde i Aarup, skriver Assens Fjernvarme på sin hjemmeside. 

Etape 1 – Aarup Sydøst

Den første etape, Aarup Sydøst er inddelt i fem området, som efter tur får tilført fjernvarmevand. 

De fem områder er afgrænset af ventiler i ledningsnettet.  Assens Fjernvarme forventer, at VVS-arbejdet vil blive udført i perioden juni til september 2024. Dvs. de første huse kan få fjernvarme i juni, de sidste i september. 

Etape 2

Udrulningen i etape 2 omfatter Aborg, Lundager, Skydebjerg, Turup, Ørsted og Aarup Sydvest samt boliger langs transmissionsledningen. 

Assens Fjernvarme forventer, at gravearbejdet vil blive udført i tidsrummet foråret 2024 til foråret 2025. 

Etape 3

Udrulningen i etape 3 omfatter Aarup Nord, Sandager, Salbrovad og Barløse. 

Gravearbejdet i etape 3 forventes udført i perioden forår 2025 til forår 2026.

Del denne historie på: