Festlig formiddag i børnehøjde trak mange besøgende

Aarup

1. oktober 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Der var liv og glade dage i Aarup lørdag formiddag 20. september, da Aarup Private Børnehave forvandlede legepladsen og området omkring børnehaven til en farverig børnebazar.

De besøgende gik på jagt i stakkevis af børnetøj, legetøj og små skatte på de mange loppestande, og så var der et overflødighedshorn af oplevelser for de yngste. Børnene prøvede kræfter med en skattejagt, gravede efter guld, kastede sig over en flødebollemaskine eller klatrede ind bag rattet i en stor lastbil.

Kaffen og kagerne trak også mange til, og alt i alt summede pladsen af glade stemmer, grin og leg.

– Det var en virkelig hyggelig dag, hvor mange både fik gjort en god handel og samtidig oplevede det fællesskab, der kan opstå, når man mødes om noget i børnehøjde, fortæller Louise Friis Commerou på vegne af Aarup Private Børnehave. 

Arrangementet endte ovenikøbet med et overskud på over 1.600 kroner, som går til nye bænke omkring bålstedet på legepladsen. 

  For børnehaven var det lige så vigtigt at mærke den store opbakning fra byens familier, siger Louise og sender en særlig tak til Netto, der havde bidraget med kaffe, saft, frugt og pynt, som var med til at skabe den gode stemning.

– Skulle nogen være blevet nysgerrige på Aarup Private Børnehave, er man altid velkommen til at kontakte børnehaven for en snak og en fremvisning, fortæller Louise.

Del denne historie på: