Farvel til Poul-Erik med flag, posters og en tur i en rigtig amerikanerbil
Skoleleder Poul-Erik Svenden havde sidste arbejdsdag fredag 26. marts
- Sådan en har jeg aldrig kørt i, sagde Poul-Erik Svendsen om flyderen, amerikanerbilen – en Oldsmobile fra 1969 – som fredag morgen 26. marts hentede ham og hans kone Inge på Poul-Erik Svendsens sidste dag som skoleleder på Aarupskolen.
Flyderen hentede Poul-Erik i hans hjem i Skydebjerg og kørte ham de små to kilometer op til skolen.
Langs Møllebakken var eleverne fra 0. -4. årgang med behørig afstand linet op, bevæbnet med flag akkompagneret af stomp på plasticspande, leveret af 4.d. Også lærere deltog i festlighederne med en mindre plakatskov. ”School is over” stod på et af skiltene og sandelig om ikke det gamle Billie Davis-hit fra 1964 gjaldede ud i æteren ”ding dong bell school is over”.
Efter 46 år som lærer, viceskoleinspektør og skoleinspektør på skolen var det nu tid til at sige farvel.
- Trods coronarestriktioner vil vi dagen igennem fejre ham på behørig vis, med stor respekt for myndighedernes krav om afstand, fortalte viceskoleleder, Søren Jakobsen.
Under hele køreturen kunne Poul-Erik og Inge i øvrigt lytte til elevernes indspillede farvelsang, som blev afspillet fra en soundbox.
- Når vi engang forhåbentlig atter må samles flere, vil der blive afholdt en velfortjent afskedsreception for Poul-Erik, siger Søren Jakobsen.