Få et butikstjek og flere penge i kassen – endda helt gratis
Udvikling Assens har ansat Jan Lund som detailhandelskonsulent.
Han får et halvt år til at bevise sit værd
Det lyder som julegaver midt om sommeren. Men den er god nok, at Udvikling Assens kan tilbyde alle detailhandlere (butikker, caféer med videre) i Assens Kommune, at de kan få foretaget et tjek af deres butik og efter sommerferien deltage i et kompetenceudviklingskursus.
Til at stå for det har Udvikling Assens ansat detailhandelskonsulent Jan Kühl Lund – i første omgang frem til udgangen af december 2021.
Jan Lund, 62 har arbejdet som butikskonsulent i en menneskealder, de seneste 22 år som selvstændig og tidligere bl.a. hos Mercuri Urval og Dansk Supermarked.
Butikstjekket
En indehaver såvel som en butiksleder risikerer at blive hjemmeblind, dvs. stirre sig blind på tingene og misse de små forandringer.
Jan Lund vil se på butikken udefra – sådan som kunderne måske også ser på den.
Tjekket består af en gennemgang af butikken (er der rent og pænt, er prisskiltningen ok med meget mere) og inkluderer forslag til forbedringer samt en opstilling af mål og delmål.
Endelig vil økonomitjek af udvalgte nøgletal kunne komme på tale.
Kompetenceudvikling
Nøgleordene for kompetenceudvikling er ledelse og driftsøkonomi, når det gælder indehavere og butikschefer, mens ansatte skal lære om personligt salg, butikken som salgsmaskine, kampagner og årshjul.
Udbyttet
En konkret plan for udviklingen af butikken/restauranten
Værktøjer til at styrke og udvikle forretningen og dens medarbejdere
Forbedret indtjening.
Kommunen betaler
Det er ganske gratis for detailhandlerne at få foretaget et butikstjek og efterfølgende deltage i et kompetenceudviklingsforløb. Når det kan lade sig gøre, skyldes det, at Udvikling Assens har fået støtte til projektet af Assens Kommune
Folkebladet har spurgt tre detailhandlere om, hvorfor de har sagt ja til et butikstjek og efterfølgende kompetenceudvikling
– Jeg håber vi får flyttet vores ost
Kender du bogen ”Hvem har flyttet min ost”, som handler om folks forskellige reaktioner på forandring.
Jeg håber, vi får flyttet vores ost, så vi kan lave noget nyt, siger Tonni Rahbek, førstemand hos Din Tøjmand.
Jeg kan godt mærke, at vi trænger til at få rusket op i vores måde at gøre tingene på.
Mere konkret håber jeg, at vi kan få værktøjer til at få kontakt med de mange tilflyttere, som kommer til Aarup. Vi skal have fortalt dem, at de ikke behøver køre derhen, hvor de plejer, når de køber tøj, sportsudstyr osv.
I det hele taget håber jeg at få solid information, og så er det jo gratis at deltage. Og man skal aldrig sige nej til gratis mad.
– Det bliver godt
Vi er helt klare på at deltage, siger butikschef hos Schreiners Bog & ide, Majbritt Nielsen.
Han (Jan Lund, red.) virker rigtig dygtig og forstår, at der skal være tale om et samarbejde. Han er ikke bare en, der ved bedre end os andre, men vil også lytte til de erfaringer vi har gjort.
– Vi har i mange år været optaget af, hvor vi placerer vorres varer og af indextal for salget af de enkelte varer, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan få noget ud af det.
Majbritt Nielsen håber også at den fælles ånd butikkerne imellem vil blive styrket, sådan at der bliver flere fælles arrangementer.
– Jeg håber på at få inspiration til at tænke på en anden måde
– Jeg håber, der kommer fokus på noget af det, som jeg ikke er så god til. Og jeg håber også på at få inspiration til at tænke på en anden måde, siger Solvej Rasmussen fra Butik Solvej.
– Jeg tror også helt generelt, at det er godt at få andre øjne til at se på tingene, som ikke har for mange følelser involveret, men som har det nøgterne blik.
– Og endelig håber jeg da også at få øget omsætningen.