Eva Kobel og Karina Helledie udstiller på Galleriet i Aarup i juni
Fernisering torsdag den 1. juni kl. 17 – 18.
Kunstforeningen Galleriet, som holder til i Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75 i Aarup udstiller i juni værker af to kunstnere.
Galleriet byder på en forfriskning ved ferniseringen i Galleriet i kælderetagen torsdag 1. juni klokken 17-18. Alle er velkomne.
De udstillede værker kan ses til lørdag 1. juli.
Eva Kobel:
– Billedkunst og musik har fulgt mig hele livet. Form og farve for øjet – og øret! Rytmer, linjer og retninger. Skulpturer har jeg også lavet i gips og beton, men i de senere år er jeg blevet dybt fanget af det brændte ler. Den alkymistiske proces fra det brune mudder til de stramme former med
masser af klare farver.
Og meditationen ved drejeskiven, stilheden og katten der lægger sig ved siden af og følger processen…. det er helt vidunderligt!
Jeg er optaget af enkle former og klare farver. Det ligefremme, – ikke så meget pynt! Det handler oftest om det der er indeni. Æskerne er til det private, det hemmelige rum – eller det farverige rum vi lukker op for ved særlige lejligheder…
Karina Helledie Vandkrog:
– Jeg maler abstrakte malerier, fordi det giver mig en uendelig stor frihed til at lege, udforske og prøve ting af. Et frirum, hvor farverne får frit spil. Min inspiration finder jeg meget ofte i naturen og i mennesket. Jeg lader mig meget gerne inspirere af de farvekonstellationer naturen byder mig, og er meget optaget af de sindskontraster vi mennesker bærer på. Det menneskelige sind, vores følelser, vores humor og de valg vi må gøre os i livet.
Jeg forsøger gennem det abstrakte udtryk at fange de skæve, sjov, lyse og mørke sider af livet.