En ny teatersæson skydes igang
Aarup/Assens
14. januar 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
I januar kan du vælge mellem autentisk historie om kærlighed og kunstneriske ambitioner og nonsenshumor om bord på HMS Pinafore – eller snuppe dem begge.
Allerede nu på søndag 12. januar klokken 15 lægger Vestfyns Teater ud med den første forestilling i sæson 2025, der til og med april byder på i alt otte forestillinger. Det sker, når Industrien i Aarup lægger scene til “Ræk mig din hånd”, som er en fortælling om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og hendes mand, komponisten Carl Nielsen, der på en gang skal have professionelle ambitioner og kærlighedslivet til at fungere. Anne Marie er mindst lige så ambitiøs som sin mand, og han må til tider blive hos børnene, mens hun rejser bort i måneder for at udføre sin kunst til perfektion.
Forestillingen er skabt af Maria Junghans, som også medvirker sammen med Karoline Leedo på tværfløjte og Mikkel Egelund Nielsen på guitar. Den bygger på brevudgaven af Carl Nielsens “Min fynske barndom” samt “Anne Marie Carl-Nielsen – født Brodersen” af Anne Christiansen, og naturligvis fletter Carl Nielsens musik sin ind i fortællingen.
Operette
23. januar er teatret, der gør en indsats for at sprede forestillingerne ud over kommunen, på banen igen. Dennegang i Arena Assens, hvor lattermusklerne kommer i sving med forestillingen HMS Pinafore – det hele sejler. Bag forestillingen, der er en genopførelse af Gilbert & Sullivans operette HMS Pinafore, står Figaros og Den Ny Opera. Publikum kan se frem til nonsenshumor og en respektløs gøren nar af engelske traditioner som stolthed over flåden med en overadmiral, der aldrig har været til søs, klasseforskelle og snobberi. Selv kalder Figaros deres behandling af klassikeren for “respektfuld respektløshed”.
I den nye version af forestillingen er det gamle sejlskib i øvrigt bygget om til en rumfærge, der er på vej ud i verdensrummet. Gilbert og Sullivans musik er dog stadig ombord, herunder også “Admiralens vise”. På scenen ser man Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Karsten Jansfort og Allan Dahl Hansen.
I skrivende stund er der stadig masser af billetter at få. De kan bestilles på www.vestfynsteater.dk. (liw)