En hyldest til Eva Cassidy

Aarup

28. februar 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Louise Juul giver koncert på Musik På Industrien 1. marts

Nogle stemmer er så rene, så tidløse, at de fortsætter med at røre mennesker længe efter, at kunstneren selv er væk. Eva Cassidy havde en sådan stemme, skriver Musik På Industrien i en pressemeddelelse. 

Hendes fortolkninger af sange som Over the Rainbow, Fields of Gold og Songbird har rørt millioner af lyttere verden over, selvom hun i sin levetid aldrig opnåede den anerkendelse, hun fortjente. Hun døde i 1996, blot 33 år gammel, og efterlod sig en musikalsk arv, der først for alvor fik vinger efter hendes død.

Den 1. marts kan publikum på Musik På Industrien opleve en særlig hyldest til Eva Cassidy, når Louise Juul går på scenen for at fortolke nogle af hendes mest elskede sange. 

Louise Juul har i mange år beundret Eva Cassidy og har skabt en koncertoplevelse, der både rummer de smukke fortolkninger og fortællingen om den unge kvinde, hvis talent først blev opdaget af den brede offentlighed efter hendes død.

Eva Cassidy havde en unik evne til at gøre enhver sang til sin egen. Uanset om hun sang jazz, blues, folk eller pop, var hendes fortolkninger kendetegnet ved en dyb autenticitet og en sjælden følelsesmæssig intensitet. Hendes karriere var dog præget af modgang. Musikbranchen havde svært ved at placere hende i en bestemt genre, og hun nægtede at gå på kompromis med sin kunst. Det betød, at hun forblev ukendt uden for en lille kreds af dedikerede fans. Først da BBC spillede hendes version af Over the Rainbow flere år efter hendes død, begyndte verden for alvor at lytte.

Louise Juul ønsker med denne koncert at bringe Eva Cassidys musik og historie tættere på publikum. Gennem sang og fortælling formidler hun ikke blot de udødelige melodier, men også historien om en kunstner, der aldrig fik lov at opleve sin egen succes. Koncerten vil byde på klassikere som Songbird og Danny Boy, men også på en personlig fortolkning af, hvad Eva Cassidys musik betyder for nutidens lyttere.

Billetter til Louise Juuls hyldest til Eva Cassidy samt Musik På Industriens mange andre spændende koncerter kan som altid købes på www.mpia.dk

Del denne historie på: