– En af de flottest ruter
Stor rytter-tilfredshed med Sparekassen Danmark Helnæs Tours.
Dog deltog for få – og det skal ændres, mener klubben og dens sponsor
Bjarne Jensen, formand for Aarup Motions Cykelklub, er glad og tilfreds ovenpå Sparekassen Danmark Helnæs Tours, for det var rytterne.
– Flere deltagere på den lange rute (125 km., red.) sagde, at det var en af de flottest ruter, som de havde kørt på. Og vi fik mange roser for afviklingen af løbet, fortæller Bjarne.
Cykelformanden er imidlertid ikke kun glad og tilfreds, for deltagertallet var ikke som håbet.
– 103 ryttere havde tilmeldt sig – og der burde have været det det dobbelt, fortæller han.
Claus Lyngbakke-Hellesøe, afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks Aarup-afdeling, deler synspunkterne:
– Taget det store arbejde, som klubben havde gjort, i betragtning er deltagertallet skuffende. Vi havde som sponsor inviteret en række gæster til at deltage i løbet, og de har samstemmende sagt os, at det er det mest veltilrettelagte løb med den flottes rute, som de har deltaget i.
Færre unge cykelryttere
To tendenser gør sig gældende ved dette års løb.
– Det var tilslutningen til de korte ruter, som det kneb med, for jeg tror der var ca. 60 til den lange rute, og det var fint, fortæller Bjarne.
– Rytternes gennemsnitsalder stiger – for det er især de unge ryttere, som ikke deltager i samme grad som tidligere, siger Bjarne.
Paradokset
Cykelklubben er havnet i et paradoks.
– Jeg tror aldrig, der har været så mange, der cykler som nu, men mange – især unge – foretrækker at køre for sig selv. Noget af det skyldes årene med corona, hvor man ikke måtte cykle sammen med andre. Men vi lever også i en mere individualistisk tidsalder, hvor mange vælger at cykle eller gå til fitness, når det passer dem fremfor at deltage i aktiviteter med faste tidspunkter, forklarer Bjarne.
Der er tale om en generel tendens, for også andre cykelløb døjer med faldende deltagelse.
– Grejsdalsløbet, som tidligere havde et loft på 4.500 deltagere – og venteliste – havde i år 2.100 deltagere og Tour de Vestfyn holder pause i år, fortæller Bjarne.
Bjarne Jensen har dog ikke opgivet håbet om at kunne vende cykel-skuden.
Måske nyt tidspunkt
Tidspunktet var måske ikke det bedste, for vi kom måske i klemme mellem Grejsdalsløbet og Fyn Rundt – og der var vist også en del konfirmationer i pinsen. Så vi overvejer at flytte løbstidspunktet til måske august.
– Vi vil også gå i tænkeboks og overveje, hvordan vi kan få fortalt flere om cykelløbet. Sikkert er det nemlig, at der også bliver et Sparekassen Danmark Helnæs Tours i 2025, siger Bjarne.
Det er Sparekassen Danmark med på.
– Vi vil se på, hvordan vi kan hjælpe klubben med at få løbet profileret, og som sponsor vil vi også gerne have at så mange som muligt får vores område at se, siger Claus Lyngbakke-Hellesøe.