EK Salg satser på restpartier
Konkurrencer, mad, drikke og snolder på åbningsdagen
– Fidget Toys er enormt populært hos børn i alderen 4-10 eller mere, siger Janni Enemark Kjærgaard, der på fredag slår dørene op til EK Salg i Bredgade 51. Og så viser hun og kæresten Benny, eksempler på Fidget Toys. F.eks. en plastbanan, hvor der dukker et ansigt op, når man giver bananen et klem.
– Nogle mennesker bruger den slags legetøj som et afstressningsmiddel og et alternativ til at bide negle.
Det er første gang, at Janni Enemark springer ud som selvstændig med salg af restpartier.
Restpartierne er i stort omfang legetøj, men også arbejdstøj, børnetøj og malerkunst kan man få.
På nær malerierne, som er i en prisklasse fog sig, er den dyreste ting en lastbil til 300 kroner.
Varerne vil i øvrigt koste 5, 10, 15, 20, 25 kroner osv, altså priser, der er delelige med 5.
Ideen til at opkøbe restpartier har Janni og Benny fået ved at være flittige gæster på kræmmermarked, hvor de har talt med kræmmere.
Benny er overbevist om, at åbningen af EK Salg sker på det helt rigtige tidspunkt.
– Der var ikke kræmmermarked sidste år, og der bliver det heller ikke i år, siger Benny, som derfor mener, der vil være uopfyldte lyster til at købe billige varer.
Har EK salg ikke netop det stykke legetøj eller noget andet eller tredje, er der råd for det.
– Vi laver det sådan, at man kan komme med ønsker, og så vil vi se om, vi kan finde et passende restparti, siger Janni.
Butikken vil få en hundebar med frisk vand og godbidder.
Åbningstiden bliver klokken 10-18 mandag-fredag og 10-14 lørdag.
To aftener om ugen holder Janni livesalg på Facebook via et liverum i butikken.
På åbningsdagen er der også aftenåbent.
Dagen igennem kan man vinde præmier fra bl.a. Dancake, Enemark Montage og Stenovnspizza i Aarup.