DyrlægeRingen har lukket sin butik i Aarup

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Nye og gamle kunder er til gengæld velkomne i Tommerup St. 

Aarup og Tommerup St. 

DyrlægeRingen, der har afdelinger i flere byer, har lukket sin butik i Aarup. 

– For at følge med tiden og kunne tilbyde den service og faglighed, der følger med ansvaret af at være dyreklinik og dyrehospital, har vi besluttet at lukke vores afdeling i Aarup, skriver DyrlægeRingen i et brev til sine kunder. 

DyrlægeRingen håber, at kunder og klienter vil følge med til afdelingen i Tommerup St., nærmere bestemt på Torvegade 10. 

– Vores klinik i Tommerup har større faciliteter og vil derfor kunne tilbyde endnu bedre service, da dette giver anledning til at kunne varetage både medicinske og kirurgiske behandlinger. Her her vi desuden butik med fodersalg og kæledyrsartikler, fortæller DyrlægeRingen. 

For at understrege, at Aarup-kunderne er velkomne i Tommerup St., vil alle faste kunder få 30 procents rabat på det næste foderkøb. Og rabatten udløses også til kunder, der i forvejen har en rabataftale. 

DyrlægeRingen forventer i løbet af de kommende måneder at kunne udvide åbningstiden i Tommerup St., men indtil videre har afdelingen åbent mandag klokken 8-16, tirsdag klokken 8-13 og torsdag klokken 8-16. 

Tommerup-afdelingen har telefon 6476 1024. Aarup-telefonen 6443 2699 kan i et stykke tid også bruges. 

Dyrehospitalet i Glamsbjerg har åbent alle dage klokken 8-16, mens dyreklinikken i Bellinge  holder åbent mandag-torsdag klokken 13-16 og fredag klokken 8-13.

Del denne historie på: