Drabene på de 30 danskere var måske en krigsforbrydelse

Aarup

5. januar 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

De fleste af de 30 dødsofre var passagerer, herunder små børn og flere unge. 

De sad i tog, der oven i købet var i bevægelse, og som de amerikanske flyvere havde forbud mod at beskyde. Passagerne blev skudt, mens de sad i kupeerne, og mens de var i flugt fra angrebene. 

Det ligner ikke blot et fejljugement fra jagerpiloterne, men oplagte krigsforbrydelser. 

Det er imidlertid ikke blevet prøvet, har historikeren Henrik Skov Kristensen fortalt. 

Danmark og de besatte andre lande, havde ikke nogen stor eller snarere slet ingen lyst til at kritisere de lande, som havde ofret soldaterliv på at befri de besatte lande. Derfor så man gennem fingre med eventuelle brud på krigens love eller følger af forråelse. 

Bekymret Eisenhower

Angrebet den 7. januar var langt fra det eneste tilfælde af angreb mod civile mål hverken i Danmark eller de andre besatte lande.  Den amerikanske general og øverstbefalende over de allierede styrker i Europa, Dwight D. Eisenhower udsendte kort før invasionen af Normandiet i 1944 en befaling til samtlige luftstyrker om at ikke at angribe uskyldige civile, for så ville Tyskland få alt for let spil propagandamæssigt. 

Effekten af ønsketænkning

Det viste sig dog, at befolkningen i de besatte lande var tilbøjelige til at forklare allierede overgreb mod civile som resultatet af misforståelser og fejlinformation. Eller som historikeren Henrik Skov Kristensen forklarede det for undertegnede: 

– Man ville så gerne tillægge England og USA de bedste motiver. 

Det skete også med angrebet mod Jyllandsekspressen, som – troede mange danskere – skyldtes, at flyverne forvekslede Jyllandsekspressen med en troppetransport, idet jyllandsekspressen var blevet flere timer forsinket. Eller at flyverne havde fået at vide, at der var tyske soldater i de to bagerste vogne. 

Alt samme ifølge Henrik Skov Kristensen ønsketænkning.

– Hvordan skulle nogen jager have fået oplysninger om, at der sad tyskere i en bestemt vogn? Det er helt ude i hampen.

Kilde: Fyens Stiftstidende 15. januar 2015 

Del denne historie på: