Det LED-lysner over Meny, hvor renoveringen er slut om to uger
Kun udskiftning af kølediske og frysere venter. Indretningen er på plads
Der er for alvor kommet lys over land i Meny i Aarup med udskiftning af lysstofrør og spotlamper. For de giver et bedre lys, samtidig med at energiforbruget er markant lavere – takket være LED-lys.
Når kunderne i stedet for at se op, ser ned på de nye kølere, det være sig kummer som skabe, er de alle forsynet med låger, og det er med til at reducere varmetabet.
– Det er seks uger siden, at håndværkerne gik i gang med renoveringen, og det har været en sej omgang, men nu lysner det, siger købmand Mette Krag.
Omrokeringen af varegrupper er nemlig på plads. Grøntafdelingen ligger nu som noget af det første kunderne træder ind i. Delikatesse og slagterafdelingen er blevet samlet. Hvor der før var grønt, kan man nu få læsket ganen i vin og andre behageligheder. Kaffe med mere har dog fået plads, hvor der før var vin.
De øvrige varegrupper har groft sagt samme plads som før.
– I denne uge skal vi udskiftet kølerne med pålæg, og så skal vi også have udskiftet fryserne. Det er stort set det der mangler, fortæller Mette Krag.
Mens pålægskølerne bliver udskiftet, har pålægget fået plads i midlertidige kølere, som står foran den nye vinafdeling.
– Når vi ikke længere har brug for disse midlertidige kølere, kommer der i stedet tilbudsøer, hvor de står, siger Mette Krag.
Et enkelt hængeparti må dog vente til uge 26 med at blive løst, og det er den nye grøntkøler.
– Leverandøren sendte os en forket, men har rekvireret en ny fra Italien, som bliver sendt til os med ekspresfart, har vi fået at vide, og så må vi jo se, hvad expresfart er på italiensk, siger Mette Krag.