Det er noget lort, at vi ikke får penge for at snakke, for så havde vi været millionærer

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Interessen for at få stadeplads ved kræmmermarkedet i Aaruphallen er så stor, at der er venteliste

Det var på ingen måder første gang, at Folkebladets reporter besøgte kræmmermarkedet i Aaruphallen, som han gjorde søndag eftermiddag, men det var første gang, han fik en snak med Winie Poulsen og Monica Jørgensen, som begge bor i Odense. 

Det havde han ellers kunnet få alle de forrige gange, han havde lavet reportage fra markedet. 

– Vi har stand her i Aaruphallen fem gang om året, og det har vi haft i 24 år, fortæller Monica Jørgensen.

– Vi kommer for hyggens skyld og kender efterhånden mange af de andre kræmmere. 

– Men ikke alle med navn, siger Winie.

– Vi sælger ting og sager – og det er alt sammen noget fra vores gemmer, fortæller Winie, der ikke har kræmmergenet fra fremmede, for hendes mor havde stadeplads ved siden af Monica og Winies stand.

Omsætningen er ikke voldsom stor, men det gør ikke så meget, for både Winie og Monica er arbejdsramte, og kan se stort på, at indtægterne er begrænsede. 

– Men det er noget lort, at vi ikke får penge for at snakke, for så havde vi været millionærer, griner Monica.

Gåsevin er kryddersnaps

Andet sted i hallen fristede Bente Kreutz fra Vester Aaby med gåsevin, som havde en gylden farve. 

Det undrede reporteren, for han mente at vide, at gåsevin var et synonym for vand.

– Jo, det kan det også være, men min gåsevin er en kryddersnaps lavet på perikon, citronmelisse, birkebark, bynke, brændenælder, morbær og løvetand og selvfølgelig en Svendborg snaps. 

– Vil du smage? 

Stor interesse for at få stadeplads

Interessen for at få stadeplads har i en årrække været så stor, at kræmmermarkedet har venteliste. 

– Vi har allerede udsolgt til den næste kræmmermarked i februar, fortæller Ivan Sørensen, som står for udlejningen af stadepladser. 

– I dag er her ikke så mange gæster og det skyldes nok konkurrencen for de mange julemarkeder, som der er mange af i tiden, siger Ivan, og så haster han ellers videre.  

Del denne historie på: