DEN GODE HISTORIE

Jordløse

Birthe Grubbe

Jordløse-Trunderup Lokalhistorisk Arkiv

Fra Jordløse til Svanninge

Den 20. maj 1879 dør en beboer på Fattiggården, kaldet “Hospitalet”, beliggende Landevejen 18 i Jordløse. 

Det er Anne Kirstine Hansdatter, som blev født i Jordløse 1. februar 1815. 

Såvel hendes mor og mormor var ligeledes født i Jordløse. 

Anne Kirstine fik aldrig en uddannelse på trods af, at hun i skolen blev vurderet som “virkelig god i skriften samt kundskab”.

Hun arbejdede som daglejerske og blev aldrig gift, men fik sønnen Hans 12. juni 1842.

Hans kom som ganske ung til at tjene ved gårdejer Hans Thor Hansen på Illumø. her forelskede han sig i datteren Ane Marie.

Kærligheden var gengældt. Imidlertid bliver han indkaldt til krigen i 1864 og da han vender hjem fra krigen kommer han igen til at tjene på Illumø, men det tyder på, at Hans Thor ikke er tilfreds med ham som svigersøn.

Det fortælles, at han en nat/aften ror fra Faldsled til Illumø og henter Ane Marie ud af et vindue og bortfører hende. Hans Thor må dog senere have affundet sig med ham som svigersøn, da han ifølge Kirkebogen for Svanninge Kirke er forlover ved parrets bryllup 14. marts 1870

Hans Thor, der kortvarigt ejer Grubbe Mølle ved Faaborg, ansætter svigersønnen som møllerkusk på møllen.

Ane Marie og Hans flytter fra Jordløse til Østerby Mark og bygger en mindre ejendom, hvor de bor til deres dages ende.

Hans Hansen får en årlig pension på 100 kr. samt en medalje for sin deltagelse i krigen. Han omtaler aldrig sine oplevelser fra krigen 1864.

Del denne historie på: