Delebilen skal ud at køre meget mere for at blive i byen
Aarup
26. december 2021
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Omkring fem medlemmer er ikke nok, hvis delebilen fortsat skal være en mulighed, når Aarup-borgere lige står og mangler et køretøj. Ordningen evalueres efter et år.
1. maj fik Aarups borgere en ny mulighed. En delebil via ByensBil.dk, der via sponsorer og samarbejde med eksempelvis lokalråd stiller biler til rådighed i yderområder.
Det er vidt forskelligt, hvordan bilerne bliver taget imod i de forskellige byer, fortæller medejer af ByensBil.dk Karen Vestergaard Andersen. Og Aarup er et af de steder, hvor det ikke er gået, helt som man kunne ønske sig.
For at kunne bruge bilen, skal man tegne et medlemskab, og dem var der i lang tid kun to-tre stykker af, og bilens ses ofte på sin faste p-plads bag Totalbanken.
Men nu er det som om, der er kommet lidt mere gang i den, fortæller Karen Vestergaard Andersen, der kan oplyse, at der nu er fem medlemmer i Aarup.
Skal den fortsat være en mulighed i byen, skal den dog meget mere ud på vejene, end den er nu.
Hvorfor ideen om en delebil ikke rigtig har slået an i Aarup, er det svært at give en forklaring på, for der er meget forskel på, hvordan man tager ideen til sig. Det har netop vist sig, at ordningen i reglen fungerer fint steder, hvor der også er god offentlig transport.
– I Aarup burde det være nemt, og der er gjort meget fra lokalrådets side for at gøre opmærksom på ordningen, siger Karen Vestergaard Andersen og nævner, at mens ordningen er opgivet i Gislev, hvor den slet ikke fungerede, så kører den fint i Ryslinge.
Det samme er tilfældet på firmaets hjemegn i Vestjylland. I Ulfborg med små 2000 indbyggere er to delebiler fuldt optagede hver dag og i den noget større Skjern (7850 indbyggere) kører fire biler.
DeleBil.dk giver ordningen et år til at vise sit værd, de steder den bliver etableret. Det vil sige, at et først er om fire en halv måned, at der skal tages stilling til, om der fortsat skal være en delebil i Aarup. Men allerede nu kan Karen Vestergaard Andersen, der driver firmaet sammen med sin bror og svigerinde, sige, at der skal noget mere brug til. Er bilen kun ude at køre en gang om ugen, taber den penge. Men ting tager tid.
– Vores erfaring er, at det tager lang tid. Folk skal opdage, at det er en mulighed, for eksempel hvis bil nummer to går i stykker, og de står og mangler noget at køre i, så opdager de måske, at de kan klare sig med delebilen, forklarer Karen Vestergaard Andersen.
Det er seks år siden delebil.dk startede i det vestjyske. I dag har den 40 biler på vejen og som det ofte er tilfældet i Aarup – på den faste parkeringsplads.
For at få tildelt en bil skal et lokalområde finde sponsorater for 30.000 kroner plus moms. For at kunne bruge bilen skal man være medlem af DeleBil.dk.
Det koster 300 kroner for personligt medlemskab og 500 kroner/år for hele husstanden. Virksomheder betaler 1000 kroner. Derudover er der en kilometerpris på 2,70 kroner samt en timepris på 10 kroner, men kun for otte timer pr. Dag. Er man ikke medlem, kan man også bruge bilen, men til andre priser. Man kan læse mere om priserne på DeleBil.dk. Ifølge virksomheden betyder hver delebil, at man kan spare produktionen af tre nye biler.