De handlende bakker op og holder Open By Night

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Aarup Handelsstandsforening bakker op om Aarup Medborgerdage både fredag og lørdag. 

– Således holder vi Open By Night fredag klokken 16.30 til 21, hvor Bredgade bliver til gågade, hvor man kan se flotte amerikanerbiler og store motorcykler, det være sig nye som gamle modeller. 

Man kan også besøge Blodbussen og en masse andre spændende ting i gå-gaden, siger handelsstandsformand Henrik Wichmann. 

Alle butikkerne vil være fyldt med gode sensommer-tilbud, både ude og inde.

Sulten kan stilles med lækker mad fra Fyns Gourmetkød og kolde fadbamser og sodavand, mens Slaraffenband trykker den af i teltet i Kirkegade. 

Vi holder selvfølgelig åbent  til kl. 16 i butikkerne om lørdagen, dog uden gå-gade. Det gør vi PGA. det store arrangement Aarup Medborgerdage har sat i værk, hvor de forsøger at samle Aarup til et par rigtige hyggelige dage.

Håber virkelig folk tager godt imod det, så vi næste år igen kan samle Aarup, til en form for ”byfest, slutters handelsstandsformand Henrik Wichmann. 

Mig og min Harley

6-8-10 Harley-Davidson motorcykler deltager i Open By Night

Get your motor runnin’

Head out on the highway

Looking for adventure

In whatever comes our way

Første vers fra Steppenwolfs “Born to be wild” 

– til filmen Easy Rider (1969).

Tømrermester Jan Pihl og vel en håndfuld lykkelige ejere af en Harley-Davidson motorcykel parkerer deres tohjulede vidundere i Bredgade under fredagens Open By Night, og de stiller gerne op til en snak om motorcykler i almindelighed og Harley-Davidson i særdeleshed. 

Jan møder op med sin Harley fra 1984, der fremstår som original, dvs, som da den i sin tid kørte ud fra fabrikken, mens andre har bygget deres om. 

– De kan have fundet inspiration i filmen Easy Rider, men hvis der i øvrigt er noget, som karakteriserer Harley’er, er det, at du ikke finder to ens. De har faktisk alle fået et individuelt præg, siger Jan. 

Hans interesse for motorcykler går tilbage til dengang, han var teenager, og han købte da også en motorcykel, så snart det var muligt. En Harley? Nej, sådan en kværn var helt uden for rækkevidde. 

Mange af os unge kørte rundt på japanske motorcykler, og det er først mange år senere, når vi igen ville have en motorcykel, at det bliver en Harley-Davidson, måske fordi vi har noget friværdi i vores hus, som vi kan købe motorcykel for, siger Jan Pihl. 

– Jeg ved for eksempel, at stort set alle medlemmer af Harley-Davidson-klubben i Odense er plus 60, siger Jan, som i øvrigt runder samme skarpe hjørne, næste gang der skal lys i lagkagen. 

Prisen for en Harley forklarer givetvis, hvorfor det er de grå i toppen, som kører Harley. 

– Min Harley fra 1984 kostede som ny ca. 200.000 kroner, dvs. det samme som en stor Mercedes bil. Prisen betød, at i 1984 blev der ikke solgt en eneste af den model i hele Europa. 

– I dag koster en tilsvarende model ca. 800.000 kroner, og det kan du også få en Mercedes for, så priserne følger faktisk hinanden, siger Jan. 

Jan har i øvrigt bemærket, at han støder på ægtepar – oppe i årene – som begge har en Harley. 

– De har tilvalgt en livsstil, hvor de kører på Harley og deltager i arrangementer, som der er mange af både i Danmark og i udlandet.  Fælles for os, der kører Harley er, at vi hygger os. Brokkementalitet finder du ikke hos os, siger Jan.

Slaraffenband med hits fra dengang far og farfar havde hår som The Beatles

6-8-10 Harley-Davidson motorcykler deltager i Open By Night

Peter Orby har ingen undskyldning for at komme for sent eller fare vild, når han sammen med de øvrige medlemmer af Slaraffenband,  Palle Andersen, Flemming Hansen og Jørgen Bak, skal trykke den af i Kirkegade klokken 17-21. 

Peter bor nemlig midt i byen og har i øvrigt en glorværdig fortid som medlem af Aarup-bandet Ramasjang med Anton Lundsgaard som kapelmester.  Det samme gælder Palle Andersen, så det er et band med rødder i de gode gamle dage, hvor poppen og rocken også kaldtes for pigtrådsmusik. 

Det var dengang vi drenge lod håret gro, sådan at det blev lige så langt som hos The Beatles eller endnu bedre som hos Rolling Stones. 

Slaraffenbands repertoire er en pose blandede bolsjer:  rockklassikere som ”Money For Nothing” og ”Rock Around The Clock”, sumprockhittet ”Bad Moon Rising”, TV2-klassikeren ”Bag dukkede ruder”, ørehængeren ”Have You Ever Seen The Rain” og alle tiders tårepersere som ”Så’n nogen som os” og ”Himmelhunden”. 

Del denne historie på: