Dan-Foam ny klimapartner med Assens Kommune

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Kommunen skal blive klimaneutral med en netto-nul udledning af CO2 senest i 2050. 

For at nå det mål er de lokale virksomheder vigtige medspillere, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse. Anledningen er, at kommunen og Dan-Foam netop har fået papir på hinanden som klimapartnere. 

Det er nemlig ikke nok for en kommune at tænke i klimavenlige løsninger, siger Charlotte Vincentz Petersen (S), der er fungerende formand for Miljø, Teknik og Plan:

– Faktum er bare, at der er en stor del af CO2-udledningen, som sker privat hos borgerne eller hos virksomhederne. Derfor er det afgørende, at de kommer med på banen. 

– Fjernvarme og solceller skal give grønnere fremtid

Aarup-virksomheden Dan-Foam ApS, der producerer specialdesignet skum til Tempur-madrasser og -puder, har et mål om at blive CO2-neutrale inden 2040. En stor del af vejen dertil handler om at finde grønne kilder til strøm og varme samt øge genanvendelses- og genbrugsprocenten i virksomheden. 

– Jo flere vi er, der står sammen og deler vores erfaringer, jo mere kan vi rykke. Eksempelvis er vi ved at sætte solceller op på taget, for at gøre vores produktion grønnere. Her har vi gjort os mange overvejelser og undersøgt en masse undervejs, og den viden kan jo komme andre til gavn, når vi er med i partnerskabet med Assens Kommune og alle de andre klima-virksomheder, siger Kasper Lundgaard Sørensen, som er administrerende direktør hos Dan-Foam. 

Grønnere energi og mere genbrug 

Dan-Foam ApS vil arbejde for at mindske CO2-udledningen ved at producere ny vedvarende energi, lave energieffektivisering og gøre deres bilpark grønnere. 

Derudover vil Dan-Foam ApS fortsat arbejde for at forøge genanvendeligheden af Tempur-produkter ved at bruge endnu flere genanvendelige materialer. 

Assens Kommune forpligter sig til at arbejde for vidensdeling mellem virksomhederne på klimaområdet og understøtter at udvikle flere muligheder for cirkulær økonomi og genanvendelse.

Del denne historie på: