Bredgade: Facader og fortove skal have et løft
– Gør nu noget ved jeres butiksfacader, fortove med mere. Flere af ejendommene i Bredgade holder ikke længere den standard, som tidligere var gældende.
Sådan lød opfordringen fra Aarup Handelsstandsforenings formand, Henrik Wichmann, da foreningen for nylig holdt generalforsamling.
Der kan være mange årsager til, at Bredgade ikke er nær så indbydende, som den har været, og som den bør være, hvis Bredgade fortsat skal være en handelsgade med et stort opland.
– Hvis vi alle gør vores og påpeger mangler hos dem vi er tæt på, så er vi kommet langt, for der er kun os til at sørge for, at der bliver ryddet op, sagde Henrik Wichmann.
Traditionen tro var talelysten størst ved det medlemsmøde, som holdtes i forlængelse af generalforsamlingen. Så beretning og regnskab godkendtes uden den store debat.
Kontingentet holdes på samme sats som i 2021.
Henrik Wichmann, Michael Baadsgaard og Mette Krag genvalgtes til bestyrelsen.
Bestyrelsen, Aarup Handelsstandsforening :
Formand: Henrik Wichmann, Folkebladet
Næstformand: Alexander Jørgensen, Kop & Kande
Mette Krag, kasserer, Meny
Sekretær: Michael Baadsgaard, Totalbanken
Medlem: Majbritt Nielsen, Bog & Ide/Legekæden
Medlem: Lars Orup Andersen, Aarup Apotek
Handelsstandsforeningen vil fejre Halloween
Fire gange skal der holdes Open By Night i 2022
Fire store events i år – i form af bl.a. Open By Night – er på tegnebrættet hos Aarup Handelsstandsforening.
23. juni skruer de handlende op for maskuliniteten – måske under mottoet ”vi fedter for far” – i hvert fald bliver det en aften med store biler, store bøffer og ditto fadbamser.
Fredag 2. og lørdag 3. september holder ikke kun handelsstandsforeningen, men nok så meget Aarup Lokalråd og andre gode kræfter inklusive Aarupskolen medborgerdage med fokus på fællesskab for alle borgere, unge som gamle.
På programmet kommer bl.a. foredrag om de arkæologiske fund på ”Trekanten”, skattejagt, skraldindsamling, gratis film i Aarup Bio, koncerter og Open By Night.
I uge 42 og 43 lægger handelsstandsforeningen op til at fejre halloween.
For år tilbage havde foreningen også halloween på programmet. Det blev dog noget af en fuser.
– Da vi i sin tid forsøgte at lave et halloweenarrangement, var det måske en postgang for tidligt. Det forlyder nu, at halloween nu er større end fastelavn, siger handelsstandsformand Henrik Wichmann.
Traditionen tro bliver der juletræstænding fredag aften forud for første søndag i advent, i år 25. november, hvor der også holdes Black Friday.
Endelig skal det nævnes, at de handlende i uge 40 holder ”lyserød uge”, dvs. støtteaktiviteter til fordel for kampen med brystkræft.