Børn skal have det godt, trives og så skal de lære noget

Aarup

20. maj 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Claus Toft Christensen er ny skoleleder på Aarupskolen

Et bord med plads til vel seks personer og et hævesænkebord i den fjerne ende af det aflange kontor udgør sammen med nogle stole møblementet i skolelederkontoret. 

Beslag på væggene røber, at Poul-Erik Svendsen havde kunst eller noget andet hængende på sit kontor. 

– Ja, jeg har ikke prioriteret indretningen af mit kontor, i den tid jeg har været her, siger Claus Toft Christensen, som 1. april havde første arbejdsdag som skoleleder på Aarupskolen. 

– Jeg har den første tid prøvet på at komme ind i skolen og på hurtigst muligt at komme tæt på personalet. I dag kan jeg alle navne på dem alle, siger Claus Toft Christensen om den samlede stab på ca. 50 personer. 

– Kommer du også til at lære navnene på alle 526 elever? 

– Ah, det kommer nok til at knibe, men jeg har hilst på alle elever og glæder mig over, at børnene er søde og rare til at sige ”Hej Claus”, når de ser mig. 

Stik bare hovedet ind

Og de må også meget gerne banke på til hans kontor, hvis de har et eller andet på hjerte. 

– Alle – og det gælder elever, forældre og personalet – må gerne helt uformelt stikke hovedet indenfor, siger Claus Toft Christensen. 

De første uger er det nu ham, som har brugt en del timer på at stikke hovedet indenfor i klasserne. 

– Det at stikke hovedet indenfor i en klasse fortæller rigtigt meget om skolen, altså hvordan dagligdagen er. Skolen er jo i gang, uanset om jeg er her eller ej, siger Claus Toft, som er glad for, at eleverne er kommet tilbage på skolen. 

– Der er en hel anden energi, nu hvor eleverne er tilbage. Det mærker jeg i klasselokalerne og på personalerummet, siger Claus Toft Christensen, som har taget hul på sit første job som skoleleder, efter i seks år at have været viceskoleleder på Kerteminde Byskole og før da at have været lærer i 14 år på Agedrup Skole. 

Voksede op på gård

Med andre ord er det på Fyn, at sønderjyden Claus Toft Christensen som voksen har slået sine folder. 

– Jeg voksede op på en gård tæt på Bolderslev mellem Tinglev og Aabenraa og gik på den lokale skole til og med 7. klasse, så skulle man videre til en anden. I min familie var der tradition for at gå på efterskole, så det gjorde jeg i tre år, inden jeg kom på gymnasiet i Tønder. 

To år hos Livgarden

– De næste to år tilbragte jeg hos Livgarden, det sidste som sergent, hvor jeg blev kaldt ”den søde sergent”. 

– Det var sådan, at man havde et åbent hus-arrangement hos Livgarden for forældre og kærester. Som led i det var der et stueeftersyn, hvor sergenten skulle se, om det var pænt og ryddeligt. Det går man meget op i hos Livgarden, vi skulle jo stå vagt for dronningen, siger Claus Toft Christensen. 

– Under stueeftersynet hører jeg en kæreste sige:  når det er så sergent Toft, ham den søde, siger skoleleder Toft med et lille smil. 

– Jeg kunne nu godt give en skideballe, hvis en rekrut ikke have styr på tingene, slår Claus Toft Christensen fast. 

Tal – ikke råbe

Ingen skal dog forvente, at det er skideballerne, som vil kendetegne hans virke som skoleleder. 

– Det er ikke ved at råbe og skrige, at man vinder respekt og autoritet. Man kommer rigtig langt ved at tale med folk og udvise en god faglighed og god menneskelighed. Og igen, alle skal kunne komme ind til mig, hvis de synes, skoen trykker, siger Claus Toft Christensen.

Efter Livgarden tog Claus Toft Christensen på Ollerup Gymnastikhøjskole. 

– Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med Fyn, siger Claus, der bagefter søgte at forene det gode efterskoleliv med interessen for gymnastik ved at arbejde som efterskolelærer på Hanherreds Ungdomsskole. 

To år senere var han moden til sådan for alvor at blive lærer, og han blev optaget på Odense Seminarium. 

– Du overvejede ikke Den Frie Lærerskole i Ollerup, nu du havde gået på højskolen? 

– Nej, den var for flippet for mig, så det blev Odense Seminarium, og når det blev det, var det fordi mange af mine venner fra højskolen boede i Odense, siger Claus Toft Christensen, som fire år senere kunne kalde sig lærer og snart også lærer på Agedrup Skole. 

Ø-cykelture

Lysten til at dyrke idræt er en rød tråd i Claus Toft Christensens liv, i mange år som løber, således kan man google sig frem til, at han for syv år siden, da han var 41, deltog i Odinsbroløbet, hvor han løb en halvmaraton på 1 time og 43 minutter og 41 sekunder, i øvrigt som nr. 67 ud af 272 deltagere i aldersklassen 40-44 mænd. 

– Jeg har løbet meget, men de senere år har jeg især cyklet på mountainbike, landevejscykling, siger mig ikke så meget. Men at cykle rundt i en skov er en fantastisk oplevelse, og så er det god motion og god action, siger Claus. 

Det aktive liv omfatter også skiture og cykelture med familien, der som udgangspunkt tager på sommercykeltur hvert andet år. 

– Selv om børnene nu er så store, at de ikke jubler hver gang de hører ordet cykeltur, tager vi afsted og har nogle fantastiske ture, ikke mindst på øer som Samsø og Ærø, siger Claus Toft Christensen. 

Den idrætslige interesse skal han i øvrigt også inden længe folde ud som skoleleder. 

– Vores skolebestyrelse har fokus på, at vi skal arbejde med temaet sundhed og bevægelse, og det skal gerne kunne mærkes nedgennem hele skolen, siger Claus Toft Christensen, der som skoleleder skal være noget af en blæksprutte.  For ifølge stillingsopslaget, som han i sin reflekterede på, skal han f.eks., være synlig både indadtil og udadtil og kunne fastholde skolen som en attraktiv arbejdsplads. Han skal kunne samarbejde og være optaget af skolens udvikling i lokalsamfundet og i Assens Kommune, og en del mere, herunder at have erfaring med økonomistyring. 

– Jeg har set opslag, der var meget mere langhårede – det her beskriver meget godt, hvad det handler om. Andre opslag kan virke meget akademiske, meget højtravende. Men i bund og grund handler det at lede en skole om at børnene skal have det godt, trives, og så skal de lære noget, siger Claus Toft Christensen. 

Del denne historie på: