Bo Evers indtager Industrien i Aarup med skæve tekster og stor musikalitet
Lørdag den 26. april inviterer Musik På Industrien i Aarup til en aften, hvor humor, poesi og skæve eksistenser blandes til en enestående musikalsk oplevelse.
Bo Evers, skriver arrangøren i en pressemeddelelse, er kendt for sin finurlige og ligefremme sangskrivning, hvor livets både absurde og alvorlige sider bliver pakket ind i legende melodier og en umiskendelig charme.
- Bo Evers har en særlig evne til atfange det groteske i det hverdagslige og fortælle historier, der både rører og får publikum til at grine. Hans tekster balancerer elegant mellem det sarkastiske og det dybtfølte – fra sort humor til ren kærlighed, fra skæve skæbner til universelle følelser. Med hits som Fred, Barry White og Hver Anden Weekend har han etableret sig som en unik stemme i dansk musik, er meldingen fra Musik På Industrien.
En koncert med plads til grin og eftertanke
Bo Evers’ univers er et, hvor det skæve bliver smukt, og det skønne får kant. Hans sange giver et nyt perspektiv på hverdagens små og store dramaer, og det er netop denne evne til at lege med sproget og formidle følelser, der gør ham til en unik liveoplevelse. Sangene bakkes op af et stærkt hold af musikere, der bringer ekstra liv til de velkomponerede melodier.
Billetter kan købes på mpia.dk, hvor man også kan se det øvrige koncertprogram.