– Blues is a feeling, feel me

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Koncert på Industrien fredag 29. april

– Blues is a feeling, feel me, siger Big Daddy Wilson, som Musik På Industrien har hyret til at give koncert på Industrien fredag 29. april klokken 20. 

Bluesmusikken stammer fra USA, lige som sanger og sangskriveren Big 

Daddy Wilson gør det. Så kunne man tro, det var bluesmusikken Big Daddy havde fået ind med modermælken hjemme i North Carolina, men nej. 

Da US Army i 1979 sendte ham til Tyskland, var det der, han første gang kom i berøring med bluesmusikken og i øvrigt også blev gift med en tysk kvinde. 

– Jeg kendte intet til blues, jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg fik det i blodet, det kaldte på mig højt og tydeligt, fortæller Big Daddy Wilson, som efterkom kaldet og siden dengang har sunget blues hver nat.

I de forgangne mere end 20 år har Wilson turneret gennem hele verden – også i DK.

Han og hans musikere spiller i den højeste liga og er enestående med deres blanding af akustisk præget bluesmusik. At en sanger også spiller trommer, er i sig selv en sjældenhed og et usædvanligt talent, skriver Musik på Industrien i en pressemeddelelse.

Big Daddy Wilson bruger sin stemme som et bluesinstrument og har samtidig en fløjlsblød soul-stemme, og så brænder han igennem på scenen. 

Koncerten er åben for alle, men for medlemmerne af støtteforeningen Råstrof er det en ”medlemskoncert”, som udløser 50 kroner i rabat. 

Yderligere information på hjemmesiden: mpia.dk.

Del denne historie på: