Bankkarrieren begyndte ved en giraffest
– nu slutter Bo Knudsen som vurderingsmand
Hvad skal man lave, nu hvor gymnasiet er slut, og man har været et år i USA. Ja, Bo Knudsen anede det faktisk ikke. Men det ændrede sig ved en ”giraffest” i hjembyen Haarby.
– Jeg mødte lederen af Sydfyns Diskontokasses filial i Haarby, han tilbød mig en elevplads. Jeg vidste ikke om, det var noget for mig, men min far opfordrede mig til at tænke over det. Og så sagde jeg ja, fortæller Bo Knudsen, som havde spolet filmen 45 år tilbage, da vi fik en snak i Nybolig Assens cafébutik i Aarup.
Det blev så til en foreløbig 45 år lang karriere i den finansielle sektor for Bo Knudsens vedkommende.
Efter elevtiden og tiden hos ”Cirkus Milli” fortsatte han hos Vestfyns Bank i Assens, hvor han fik ønskejobbet at handle med værdipapirer.
Efter seks år fortsatte Bo med det i Sydbank i Aabenraa, hvor det blev til to år.
Tilbage til Fyn
– Vores drenge var begyndt at spørge om vi skulle tage ned til haven for at se ”a schiff” – altså at tale sønderjysk, og det fik min kone, Anne til at sige, at vi skulle vende tilbage til Fyn.
Og sådan blev det. Han fik job som fonds- og likviditetschef os Totalbanken i Aarup, hvor det blev til 33 år.
Så gik Bo på pension, og havde det ikke været fordi han fik et tilbud fra Nybolig Assens om at blive tilknyttet virksomheden som vurderingsmand, ville Bo have skruet op for golfsporten i Vestfyns Golfklub og virkelig givet den en skalle med at få totalrenoveret sommerhuset i Middelfart.
Det job kunne Bo ikke sige nej til, for han kender lidt til jobbet.
– I Totalbanken hørte vurderingsfolkene til min afdeling, så jeg har haft dialogen med både Totalkredit og vurderingsmænd. Og ja, så har jeg altid sagt, at når jeg en gang skulle slutte, så måtte det gerne være som vurderingsmand, husker Bo Knudsen.
Hvor meget jobbet kommer til at fylde, ved han ikke. Og inden han for alvor tager fat, skal han igennem et mindre uddannelsesforløb.
Godt fat i Aarup
– Det kunne godt blive et par dage om ugen. Men nu må vi se. Nybolig Assens er ved at få godt fat i Aarup, og Aarup er et attraktivt område, siger Bo Knudsen, der i øvrigt får hele Assens Kommune som sit arbejdsområde.
Bo Knudsen er ansat hos Nybolig Assens for at foretage vurderinger for Totalkredit. Det kan være i forbindelse med køb af bolig eller ved om- og tilbygning af bolig eller, hvis en boligejer overvejer at få et nyt lån, nu, hvor det måske er 5-10-15 år siden huset blev belånt.
– Når jeg vurderer et hus, skal jeg ikke kun se på den enkelte bolig, men altid havde to såkaldte referenceboliger, altså sammenlignelige boliger i nærheden. Ligger boligen på landet, kan det være, at man skal langt omkring for at finde en ejendom at sammenligne med. Anderledes end i Fx Assens og Aarup by, hvor der er mange handler, siger Bo Knudsen.
Som vurderingsmand bliver han langt hen ad vejen selvkørende, i det han adgang til mange data om hushandler, og så har han ingen funktion i selve hushandlen.
Vil tale med folk
Bo Knudsen runder i 2025 de 65 år, og når således først folkepensionsalderen som 67-årig.
Ikke fordi det betyder det store.
– Når jeg sagde ja til jobbet, skyldes det ønsket om at komme ud at tale med folk. Havde jeg kun skullet side foran en computer og taste tal ind, havde jeg ikke sagt ja til jobbet. Og så må vi jo, se om det er mit sidste job, for ingen kender som bekendt dagen, før end værtshuset har lukket, siger Bo.
Det nye job betyder måske, at totalrenoveringen af fritidshuset kommer til at tage længere tid en planlagt. Måske.
– Vores to sønner, som begge er håndværkere hjælper til, og jeg har sagt til dem, at de skal betragte huset som deres børneopsparing. De skal jo arve, når vi engang er væk, smiler Bo Knudsen.