Anekdoter og erindringer i Aarup-årsskrift
Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv har netop udsendt Årsskrift 2025, som er et mix af erindringer og artikler om livet, som det formede sig i gamle dage.
Hans Walmar skriver om brøndboreren Johan Rasmussen, som drev virksomhed fra flere adresser i Aarup, bl.a. Skydebjerg Vandmølle på Toke Skovvej 4. Johan, som døde som 91- årig i 2021, havde humor. Det kom til udtryk i jobsamtaler:
”Drikker du øl i arbejdstiden”, ville Johan vide. Ansøgeren svarede som regel: ”Nej, det kunne jeg virkelig aldrig finde på”, og så lød Johans svar: ”Så kan vi ikke bruge dig her, for det gør vi nemlig”.
Jette Hasling Pedersen, der efter at have boet en menneskealder eller to i Aarup, er flyttet til Sjælland, bidrager med ”Erindringer fra et arbejdsliv”, som især handler om de 29 år, hvor hun arbejdede for Krag-familien. Hun fik en læreplads i 1968, og nåede således at opleve de tre generationer Krag, Christian, Helge og Mette, som har drevet købmandsvirksomhed med videre i godt 100 år.
Arbejdet undergik en mindre revolution i de år, Jette arbejdede i butikken. Således foregik bogføring de første år ved at skrive tal ind i en blå kassejournal.
Personalepleje hørte med til at drive købmandsvirksomhed, så om sommeren blev personalet med familie inviteret ud på Tårup Udlod, hvor Helge og Toma Krag havde et sommerhus med swimmingpool. Børnene kunne få køreture på hest og en vogn spændt bag en traktor.
En helt særlig dag var Jettes 25-års jubilæum, som begyndte med fælles morgenkaffe hos Jette, der derpå blev kørt i hestevogn til Favør, som købmandsbutikken hed dengang. Og så kunne kunderne ønske Jette tillykke og om aftenen holdtes fest på 1. sal. Artiklen er garneret med facadefotos af købmandsbutikken taget omkring 1950, 1973 og 2021.
Årsskriftet har også artikler om bl.a. ”Sundshøj Børnehjem” på Holmelund 16, Frøbjerg Gymnastikforening og om Bjarne Christian Jensen med familiens liv som ballonskippere.
Årsskriftet er gratis for medlemmer af den lokalhistoriske forening. Andre kan købe det for 30 kroner i arkivets åbningstid torsdag klokken 14-16. Arkivet ligger i kælderen under Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75, Aarup.