Anderledes fotoudstilling på Aarup Bibliotek
”Noget Andet” er en fotoserie af Finn Gaarden Jensen, der kort og godt viser noget andet. Noget, som vi tit og ofte forbigår og ikke lægger mærke til, skriver Aarup Bibliotek i en pressemeddelelse.
Noget der ikke er nævnt i turistbrochurer, men som når det kommer til stykket alligevel giver stof til eftertanke, som fx et gadeskilt i en by som Warzawa, ’Miss Robot’ i Quebec, eller et malet vindue i Delft.
Det kan også være glemte tomme ølflasker i en vinduesniche i en lille ikke navngivet by på Krim halvøen, eller det kan være et frisørskilt i Krakow. Det kan også være et delvist sammenstyrtet hus i Riga.
Og det kan være den totalt forladte bydel i Porto, som ligger på Douro flodens nordlige side lige ved Dom Luiz I broen. Bydelen har et spøgelsesagtigt skær over sig men virker ganske fascinerende.
Når man sådan går rundt forskellige steder i denne verden, vil der altid dukke et eller andet op som umiddelbart synes mindre fotogent end noget andet, men som alligevel kommer på et billede, og hvor man så bagefter siger: ’Det blev sgu da et ganske godt foto’.
Udstillingen kan ses på Aarup Bibliotek frem til d. 21. juni.