Alt er faldet i hak for Aktive Ældre

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Ny gymnastikinstruktør, ny formand og to nye bestyrelsesmedlemmer

Aktive Ældres afgående formand, Finn Neumann var mildt sagt bekymret forud for den ekstraordinære generalforsamling i januar. Ville det lykkes at finde to nye bestyrelsesmedlemmer, som ville tage over efter ham og Ole Møller, som begge trak sig på grund af knirkende helbred. 

Mindst lige så presserende var det af finde en ny gymnastikinstruktør – gymnastik fra klokken 9 til 10, hver mandag trækker skønsmæssigt 50-60 deltagere. Bestyrelsen havde afsøgt markedet uden at finde en instruktør. 

Men, men, pludseligt faldt tingene i hak. 

Kurt Larsen og Svend-Erik Olsen sagde ja til at træde ind i bestyrelsen, og den nuværende sekretær Else Marie Nielsen sagde ja til at blive formand, i øvrigt første gang, at en kvinde får formandsposten i Aktive Ældres 30 år lange historie. 

– Det er jo så moderne, siger Kurt med et lille smil. 

Han kender Aktive Ældre som sin egen bukselomme, da han har været med i ca. 20 år – i en periode oven i købet som bestyrelsesmedlem. Før Kurt trådte ind i pensionisternes rækker, havde han i 40 år arbejdet som disponent hos Meny Aarup. 

Svend Erik Olsen, der har rundet de 78 og i sin tid tjente til huslejen som ingeniør, kommer regelmæssigt om mandagen, den faste aktivitetsdag. 

Om bestyrelsesarbejdet, siger han. 

– Jeg aner ikke, hvad jeg har sagt ja til. 

Det ved Else Marie Nielsen, idet hun har været med i bestyrelsen i tre måske fire år. 

Else Marie vil nok snarere sige, at hun har en ide om, hvad formandstjansen indebærer, for der faktisk mange ting, hun skal sætte sig ind i. 

– Jeg har ikke tænkt mig at skulle revolutionere forholdene, men i stedet at få løst de aktuelle opgaver, som det kommende kræmmermarked og Kandiskoncerten, selv om det formelt er Aaruphallen, der står for at afvikle kræmmermarkederne og bemande garderoben ved kandiskoncerten. 

Men Aaruphallen og Aktive Ældre, som udpeger flertallet af bestyrelsesmedlemmer i Aaruphallen, hænger sammen. 

– Uden Aaruphal ingen Aktive Ældre og omvendt siger Finn Neumann, der fortsat møder op om mandagen. 

Ligesom Svend-Erik og Kurt bor Else Marie i Aarup. Og før hun gik på pension, arbejdede hun som advokatsekretær. 

Kiropraktor som gymnastikinstruktør

Alt i mens Folkebladet mandag morgen fik en snak med Else Marie, Kurt, Svend-Erik og Finn var gymnasterne i fuld sving inde  i selve hallen  under ledelse af en ung, kompetent instruktør, Inge Strøh Hvidkær fra Aarup Kiropraktorerne. 

For også gymnastikinstruktørproblemet blev løst. 

– Jakob van Dijk fra Aarup Kiropraktorerne havde i Folkebladet læst, at vi manglede en instruktør, og det fik ham til at tilbyde at afhjælpe manglen, så vi har nu fået kiropraktoren, Inge Strøh Hvidkær, som instruktør, så det er rigtig godt, siger Else Marie. 

Del denne historie på: