Alt det vi gik glip af!

Aarup

20. september 2021

Af Vivian Riget Pedersen, Aarupspejderne 

En fantastisk weekend med Aarupspejderne løb af stablen 20.-22. august. De ældste spejdere startede med at blive budt velkommen af en flok brune munke og gregoriansk musik. Herefter var der munkegryde til aftensmad, med masser af lækre bønner i, og det var slet ikke så tosset. Lejren blev holdt på Skovdam ved Gelsted og i løbet af fredag, lørdag og søndag, skulle spejderne nå ”alt det vi gik glip af” under Coronalockdown. Den første aften, var der et løb med poster, som alle havde opgaver, med temaet munke gennem historien; der sneg sig også et par barbariske vikinger med ind, som skulle plyndre klostret i Lindisfarne år 793. Aktiviteten symboliserede alle de adventureløb spejderne måtte undvære i 2020.

De yngre spejdere, ankom til pladsen lørdag og der var fuld gang i madlavningskonkurrence, hvor retterne skulle indeholde æg, som symbol for divisionsturnering og Påsketur. Store bagekartofler blev udhulet og brugt som ”gryde” for æggene der selvfølgelig tilberedtes over bål. I løbet af dagen var der forskellige aktiviteter, bl.a. samarbejdsøvelser i form af gruppeski, klatre gennem spindelvæv, spille kryds og bolle med menneskebrikker, julepyntsfabrik, sæbekassebil og male med ansigtsmaling. Der var noget for alle aldre. Om aftenen, startede vores julefest! Juletræet stod smukt i solen og vi spiste julemiddag og havde pakkespil bagefter. Alle var godt mætte af oplevelser og den sidste gang risalamande vi klemte ned i maven.

Søndag havde vi en ceremoni for de spejdere, som rykkede op i en anden aldersgruppe. Vi opbyggede et minitivoli med det muntre køkken, lykkehjul, fiskedam, pandekagebagning med mere, for nu var der sommerfest! Forældre og søskende deltog i festlighederne og hver familie, havde en kage med til bedømmelse. Kagekonkurrencen blev afgjort og så kunne vi heller ikke spise mere. Vi havde en fantastisk weekend og nåede næsten alt det, vi gik glip af, det seneste år.

Vil du være med til spejderleg og liv, er den nye sæson lige skudt i gang. Besøg vores hjemmeside www.aarupspejderne.dk, her kan du finde en masse information om os. 

Del denne historie på: