Agenter og spioner på juletur

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det handlede om meget andet end nisser og julegodter, da Aarupspejerne en mørk aften, da sneen havde lagt en dæmper på Aarup, kørte på juletur til Danehofhytten i Langeskov.

Her havde der den seneste tid været flere mystiske hændelser, som det blev spejdernes opgave at gøre noget ved.

Alle blev på tværs af alder inddelt i patruljer, fik hemmelige dæknavne og introduceret til agentskolen. Hver gruppe fik også en kuffert med indhold, de kunne få brug for i løbet af weekenden.

Første opgave var at finde og desarmere tre tidsindstillede bomber. Det krævede hjernegymnastik at løse både mystiske koder, matematiske hovedbrud og diverse gåder for at finde ledetråde, der førte til bomberne. 

De blev heldigvis desarmeret, og Langeskov kan føle sig helt sikker nu, lover Vivian Riget, der har sendt beretningen til Folkebladet.

Juleslikket stjålet

Nok så slemt var det, at det lørdag morgen viste sig, at spejdernes juleslik var blevet stjålet, og det var ikke sådan ligetil at finde igen. I løbet af dagen lærte agenterne at skrive og tyde hemmelige skrifter. De løste forskellige koder i morse, spejlvendt skrift m.m. De lavede kikkerter, som skulle bruges til at se langt uden at blive opdaget. Og i en sort balje lå en masse nøgler gemt i en stor portion havregrød. Så det var i med hænderne for at lede efter den rette nøgle til den rette lås. Der var også puslebokse med koder i. Altsammen gav til sidst et praj om, hvor det stjålne juleslik kunne være. 

De dygtige agenter fandt da også frem til skattekisten, som blev slæbt ind i hytten. Men da den blev åbnet, viste den sig at være fyldt med luft! Lige inden forsvandt også al strøm i hytten, så måske havde tyven i mørket nået at fjerne slikket, lige inden lyset kom tilbage. Det vides ikke, men heldigvis blev slikket siden fundet i et køleskab.

Efter alle de trængsler var det tid til den årlige julemiddag, som nogle af forældrene havde tilberedt i dagens løb, samt julesange og masser af hygge og pakkespil.

Søndag gik turen hjem til Gyvelhytten, og inden de skiltes var der dagbogsmærker til tre af deltagerne, der gennem et-to år har har skrevet spejderdagbog. Mærkerne gik til Asbjørn, Johannes og Vito, og desuden til Lauge og Erik-Lukas, som ikke var med på juleturen. 

Del denne historie på: