Aarupspejderne fejrede jul under havets overflad

Aarup

”Jul under havets overflade” var temaet for Aarupspejdernes juletur, som foregik 18.-20. november ved Frydeborglejren lidt uden for Kolding, et område med hytte og matrikel helt ned til Lillebælt.

Lederne var klædt ud som hummer og søhest, en anden havde en haj på hovedet. Spejderne bar alle en ting, som havde med badning i havet at gøre. I stedet for traditionel julepynt, pyntede spejderne hytten med blæksprutter, fisk, vandmænd, krabber og tang. 

– Vores juletræ var en kæmpe troldegren. Fredag aften, fik vi de flotteste sandwich, formet som krabber med kæmpestore øjne, fortæller spejderleder Vivian Riget Pedersen.

På kryds og tværs af aldre og færdigheder, blev spejderne delt ind i patruljer.

 Sammen skulle de løse opgaver på et dagløb, for eksempel skulle de rense og tilberede en sild over glødebål;  bevæge sig igennem en udfordrende forhindringsbane, hvor der blandt andet indgik en stejl rutsjebane, slalom og en badering, hvor spejderen skulle sidde og med et tykt tov, trække sig hen over en presenning, som var smurt ind i brun sæbe. På en post, skulle de lave blæretangsuppe med muslinger, laks og grøntsager, på et Trangia stormkøkken. 

– Selvfølgelig var en del af opgaverne at prøvesmage silden og suppen, de mest seje spejdere spiste op, fortæller Vivian.  

Husk 30 ting

Patruljerne kom senere til en post med en klassisk kimsleg, hvor de skulle bruge deres hukommelse, men også taktik til at huske 30 ting, der havde med vand at gøre. 

Den sidste post på løbet var at tænde et bål, som kunne flyde på vand. Bagefter skulle spejderne flytte det til anden plads, hvor de skulle regne ud, hvordan man kunne få et bål til at brænde under vand, uden at det slukkede.  

– Lørdag aften fik vi julemiddag og morede os med pakkeleg. Snacks var kiks formet som fisk, reje- og tangchips, for vi var jo stadig til jul under havets overflade. Om søndagen afsluttede vi vores juletur med et forrygende flot snevejr, og alle spejderne ønskede hinanden glædelig jul, siger Vivian.

KnotNutGuld-mærket til Frida

– På denne tur tog en af vores spejdere, Frida Valentin Hansen, et mærke til sin uniform, som så vidt vides ikke er taget før i vores gruppe. Det er et meget svært knobmærke, hvor hun skulle vise, at hun kunne binde knob, af en sværhedsgrad som ikke er for nybegyndere. Nogle af knobene bruges så sjældent, at hun måtte på spejdermuseet og søge i gamle bøger, hvordan de skulle bindes. Tillykke til Frida, hun har nu det sjældne KnotNutGuld mærke, lyder det fra Vivian. 

Del denne historie på: