Aaruphallen sat til salg: Idræt og Aktive Ældre kan blive i hallen. Usikkert om Kandisfest og private fortsat kan bruge hallen

Aarup

22. maj 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Usikkerheden om, hvad der skal ske med Aaruphallen i Skolegade 3, stopper måske inden længe.

Assens Kommune har nemlig sat Aaruphallen, dvs. selve hallen, vandrehjemmet (det tidligere ungdomshjem) og en lagerbygning, til salg. Derimod vil boldbanerne fortsat være kommunal ejendom.
Interesserede skal afgive et tilbud seneste den 26. maj.

Af betingelserne fremgår bl.a., at

Aktive Ældre og andre idrætsklubber kan fortsætte deres aktiviteter i hallen og det gælder i øvrigt for alle folkeoplysende og sociale foreninger, at de fortsat kan leje sig ind i hallen, i det omfang de er der i dag. Billardklubben kan ligeledes fortsætte.

Til gengæld er det op til den nye ejer at afgøre, om vandrehjemmet skal fortsætte, når den eksisterende aftale udløber. Ejeren kan vælge at bygge vandrehjemmet om til erhverv eller boliger.

Videre vil det være op til den nye ejer, om Hotel Aarup Kro kan leje Aaruphallen til Kandisfester. Det samme gælder for privatpersoner, som måtte ønske at leje cafeteriet til konfirmationer og andre fester.

Mindsteprisen (udbudsprisen) er på 75.000 kroner.

Assens Kommune forbeholder sig i øvrigt retten til ikke at vælge det billigste tilbud.

Del denne historie på: