Aaruphallen danner rammen om Handicap Grand Prix 2022
Aarup
10. marts 2022
Lørdag den 10. september klokken 13-19
Med to års coronaforsinkelse bliver Aaruphallen i Skolegade ramme om Handicap Grandprix, hvor – det som navnet antyder – er borgere med et handicap, der samles om musikken både som musikere og som tilskuere.
– Vi glæder os meget til at arrangere et brag af en musikfest for alle dem, som har lyst til at deltage, fortæller Henry Petersen, formand for foreningen Musik på Industrien.
Søren Thomsen (K), der er formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget er stolt over at være medarrangør.
– For ud over at være en stor musikbegivenhed, er der nemlig også en masse afledte effekter for både deltagere, arrangører og publikummer. Kultur og musik skaber nemlig fællesskaber, sammenhold og livskvalitet både på dagen, men også i processen op til arrangementet.
Ved det seneste Handicap Grand Prix i 2019 vandt det lokale band UNICO, hvis medlemmer kommer fra Høj- og Vestfyn. Derfor skal arrangementet i år foregå i Assens Kommune. Det er Foreningen Musik på Industrien i Aarup og UNICO, der i samarbejde med Assens Kommunestår bag arrangementet.
– Det er en begivenhed, der giver livsglæde, fællesskab og højt humør, og vi kunne se, hvor meget den betød for UNICO og de andre artister, som var på scenen, men også for de mange skønne publikummer, som heppede på deres favoritband, fortæller Dorte Rasmussen, hjælper for bandet UNICO.
Handicap Grand Prix foregår ved, at alle kan indsende deres sang, hvorefter der udvælges 10 solister og bands, som får muligheden for at fremføre deres musik i Aaruphallen. Før coronaen samlede Handicap Grand Prix hvert år mellem 500 og 700 deltagere.
Vil du vide mere om arrangementet, eller om hvordan man sender en sang ind, kan du læse mere her:
http://www.hgp.dk/tilmelding/
Fristen for indsendelse af sange er den 19. april 2022